Vivis blog

Kender du det, når du tjekker dagens nyheder ud på netaviserne, og du egentlig har lyst til at kommentere, men ikke gider registrere dig på deres sider og rissikere spam og andet skidt? Hvis du gør, så kan du måske følge baggrundsbevægelsen for hvorfor jeg laver det her indlæg, som på mange måder sikkert virker ligegyldigt i det store billede. Her er et lille udpluk af de historier som har fanget min interesse idag.

BT har idag en historie om “Talent 09″-Marias ven dræbt af spark på halsen Første tanke er “nej hvor synd”. Så læser man historien og det viser sig at det er noget der er sket for flere år siden – stadig synd, men er det virkelig nødvendigt at skrive nu? Nå ja, så kunne man lige få flettet ind, at “stakkels” Maria og Michael beskyldes for at have løjet og at de allerede er professionelle og hvad der ellers er kommet frem af beskyldninger som er mere eller mindre usande. Hvad med for en gangs skyld at lade talentet tale for sig selv, stole på at programmets producenter godt kan finde ud af at sortere dem fra som ikke bør deltage i konkurrencen – de kender vel bedst reglerne – og så kan vi få historierne bagefter, endten når talentet viser sig ikke at slå til eller vi har fundet vores vinder. Den anden strategi, som vi ser ved hver eneste konkurrence, er bare med til at flytte fokus dels for deltagernes vedkommende som bruger krudt på at forsvare sig og måske være kede af det istedet for at nyde oplevelsen og få det meste ud af chancen, dels påvirker det publikum og dommere, og man kan i de værste tilfælde endda spørge om ikke det egentlig er mediernes påvirkning som afgør konkurrencen fremfor deltagernes egentlige talent. Det skulle jo ikke gerne ende med at vi får en vinder som er talentløs, ikke kan synge, ikke kan danse eller hvad konkurrencen nu går ud på, bare fordi denne er den der har den bedste “sob-story” og dermed får den største sympati.

Ekstra Bladet har denne overskrift “Dødsbilisten turde ikke se sine ofre i øjnene”. Retsagen mod den 28-årige som i fuldskab var skyld i at en 8-måneder gammel pige døde i en trafikulykke er gået igang, heraf historien. Det viser sig at han ikke ønskede at se forældrene til pigen i øjnene, hvilket vel egentlig er forståeligt. Nok gemmer han sig bag at han var plakat-fuld og ikke husker noget, men mon ikke at selv han har indset at der vist ikke lader megen tvivl om at han er skyldig. Man skal nok være temmelig kold og følelsesløs for ikke at have hamrende dårlig samvittighed i den situation, men at han ikke turde er ikke et ord jeg ville bruge her, for han har vel reelt ikke noget at være bange for som sådan. Synes at der er godt at han alligevel har hørt hvad de sagde og har ingen medlidenhed med ham, han er et fjols der burde vide bedre end at køre i beruset tilstand og også at man ikke kører 120 km i timen i byen. Synes han skal straffes hårdt og håber seriøst at han tænker sig meget grundigt om en anden gang – og andre også for den sags skyld. Det ærgrer mig iøvrigt at vi nok aldrig finder ud af om babyens stol var monteret korrekt, man kan ikke bevise det teknisk og forældrene kan ikke huske det – dermed er der heller ikke meget vi kan gøre for at sikre andre familier mod denne tragedie, der er ikke rigtig nogen erfaring vi kan lære af andet end at finde en effektiv måde at sætte en stopper for den slags fjolser. Kunne løsningen være obligatoriske alko-lås i alle biler (og gerne en mere avanceret så der ikke kan snydes) samt elektronisk begrænsning af fart på det mest udsatte strækninger – en form for signal i vejen som gør at bilen kun kan køre det den må (eller kortvarigt maks en lille smule mere så man kan accelere sig LIDT ud af en potentiel farlig situation om nødvendigt)? Det vil sikkert være ret dyrt, men kunne forestille mig at sikkerheden på vejene ville blive meget forbedret, og man kan vel ikke gøre menneskeliv op i penge??? Spørgsmålet er hvor meget det koster at redde, behandle og pleje de som bliver ramt på grund af for høj fart, og måske skal man endda lægge den besparelse der er på at man undgår retssager og fængselspladser til? Så kunne det måske alligevel betale sig?

Alle netaviser har historier om Anja Andersen i anledning af udgivelsen af en ny bog… Tjaa, jeg interesserer mig egentlig ikke for håndbold, jeg mener at meget af den hype der er omkring Anja er ude af proportioner, og mere end halvdelen af det der er skrevet idag er gentagelser eller nye eksempler på historier som vi allerede kender, så hvorfor egentlig bruge så meget plads på det?

I formiddags læste jeg i forbindelse med historien om lille Adam som er bortført til Syrien af sin far, at der i Danmark også befinder sig et antal børn som er ulovligt fjernet fra deres retsmæssige forælder, men at vi på trods af at vi ved dette, hvem og hvor de er, lader dem blive hvis der ikke er en udleveringsaftale med det land de burde være i. Dejligt at den lige blev vendt på hovedet og at der var én der skrev at vi som nation egentlig ikke er bedre selv, istedet for den nærmest ensidige piven over at vi ikke kan få danske børn tilbage fra lande vi ikke har aftale med. Desværre kan jeg ikke finde artiklen igen, så jeg kan ikke sige hvem der bragte den. Forstå mig ret, jeg synes det er forfærdeligt for moderen og familien at Adam er kidnappet – for det er jo egentlig det det er, selvom man ved hvem der har ham og at det er faderen. Eneste trøst jeg kan forestille mig der må være i den situation er bevidstheden om at faderen formodentlig ikke har til hensigt at slå barnet ihjel eller på anden måde skade det, hvilket kunne være tilfældet hvis det var en fremmed der havde taget barnet og måske forsøgte sig med afpresning også. Men jeg tror også at man skal huske at der er en anden side af sagen, nemlig faderens. Hvorfor mener han at det er nødvendigt at bortføre sit barn til et andet land? Glem ikke, at normalt elsker begge forældre deres børn lige højt (det går jeg i hvert fald ud fra), men der er forskellige måder at udtrykke og vise det på. Og hvorfor hører vi altid kun om fædre der bortfører deres børn, gør mødre ikke det? Ved godt at der nærmest er en tradition for at det er moderen der får forældremyndigheden hvis ikke den er delt, men fædrene bør have lige rettigheder og chancer – og det er de vist også ved at få her i landet, heldigvis.

Efter at have hørt Fru Lene Espersen sige i TV-avisen igår, at vi bare skal have gang i og nogle flere aktiveret i byggesektoren for at holde gang i hjulene i Danmark (frit oversat), er her to løsningsforslag til hvordan vi får aktiveret flere.

Cementing in Africa

Cementing in Africa 2

Dette indlæg er ikke langt, jeg vil blot gøre opmærksom på, at jeg er helt enig med min mand og med Politikens kronikører idag.

Lad mig straks vide, hvilke tiltag der skal til for at man tydeligt og entydigt kan vise, at man IKKE støtter denne skræk for alt det fremmede og at man mener at det er tilstrækkeligt med integration i det danske samfund modsat fru Kjærsgaard som egentlig mener assimilation.

Definitioner fra Wikipedia:

Integration betyder at samle dele til en helhed. Ordet bruges i flere sammenhænge
Integration (samfund) – processen hvorved grupperinger finder fælles grundlag for at leve side om side.

Assimilation betegner inden for samfundsvidenskaben som oftest, at en befolkningsgruppe kulturelt tilpasser sig en anden og derved indlemmes i denne ved at opgive eller ændre eksempelvis religiøse eller politiske overbevisninger.

Og vi ved alle hvem der har smittet ham…

God weekend!

Idag startede dagen tidligt og lige på for mit vedkommende. Da jeg vågnede var det lige en hurtig tur på toilettet, gnide søvnen ud af øjnene, og så begyndte jeg rengøring af sommerhuset. Det lykkedes mig at nå alle tre værelser, udestuen og dagligstuen inden morgenmad, som bestod af friskt bagerbrød som Michael og Thomas havde hentet. Efter den hurtige morgenmad vaskede Michael og Thomas op og derefter pakkede de bilen og kørte hen og tjekke dæktryk og tanke op mens jeg fortsatte med rengøringen og sluttede af med en hurtig omgang med vaskeklud, skifte tøj og så aflæste jeg målere inden der blev vinket farvel til huset og turen hjemad begyndte.

Det var rimeligt udramatisk ned til Jerup hvor vi afleverede nøgle og afregnede vand, el og gas og så videre hjemad. Chaufførskifte kort før Randers og så ned og sidde i kø ved Vejle fjord Broen – køen startede næsten allerede ved Horsens… Bare fordi der havde været ulykke på den anden side og fordi en lastbil holdt i nødsporet på vores side.

Omkring Fredericia tog vi næste chaufførskifte og ind i næste kø – denne gang over Lillebælt, hvor der var noget vejarbejde og flere ulykker – igen mest den anden side. Omkring Vissenbjerg opgave vi og smuttede over på den gamle landevej mod Nyborg og skiftede så chauffør igen – og sidste gang kort før vi kørte ind på mortovejen igen ved Nyborg.

Det kunne egentlig være ret interessant at forsøge at sige at alle der bare skal over Fyn kører i venstre side og alle som skal af på en af afkørslerne kører i højre side, og så se om ikke trafikken gled lidt bedre. Hvorfor pokker man aldrig snakker om udvidelse af den fynske motorvej undrer os noget.

Heldigvis gik den kø pga. ulykke ved Ringsted vi havde hørt om i radioen i opløsning og jeg kunne køre resten af vejen hjem i rimeligt tempo og med kun en hurtig tissepause som afbrydelse og vi nåede hjem til afslutningen af dagens Tour etappe.

Idag stod vi tidligt op og kørte efter en lidt hurtig start på dagen afsted mod Ålborg Zoo. Pointen var at vi gerne ville være der fra morgenstunden – næsten åbningstid og til efter frokost, da regnen skulle komme om eftermiddagen. Det lykkedes. vi var der kvart over 9 (de åbnede kl. 9), der var ikke så mange andre der var morgenduelige, og selv nogle af dyrene var ikke helt vågne. Det blev de dog hurtigt, og da vi havde været næsten det hele igennem, spiste vi frokost inden alle andre fik samme idé og gik så det sidste igennem, inden vi på tilbagevejen mod udgangen gik gennem det første vi havde set for at se om de dyr også var stået op. Det var de, og det var vældig godt timet, for lige før vi nåede Zoo-shoppen, hvor Thomas selvfølgelig skulle have en nøglering til sin samling kom de første dråber og de første tordenskrald. Vi nåede til bilen i gennem store dråber, men med langt imellem dem.

Indtrykket af Ålborg Zoo sammenlignet med Københavns er umiddelbart, at haven er lidt mindre, der er færre dyr, både af arter og antal i hver gruppe (måske undtaget de røde pandaer – har aldrig set 4 sammen før) men de fleste dyr har bedre forhold. Håber at Københavns Zoo fortsætter deres gode takter i den retning, og at Ålborg får endnu flere måder at aktivere deres dye, for Ålborg og Danmark kan bestemt være stolte ud fra hvad vi har set idag.

Efter Zoo lørte vi mod Blokhus da vi gerne ville se vesterhavet lidt mere og håbede at det ville klare lidt op, da det iflg. vejrudsigten blot skulle være byger, men ak, vi røg ind i en tordencelle med masser af skybrud, og vi kørte slet ikke ned til standen i Blokhus – vi vendte om inden, lige før en mega vandpyt. Så kørte vi ad landevejen op gennem Løkken, og via Hjørring, Hirtshals og Tversted tilbage til Skagen. Her stod den så på kaffe og blåbærtærte mens vi så afslutningen af dagens etappe i Touren. Efter et spil Skip-Bo kørte vi ned til havnen og spiste hos Havfruens fiskehus (ja ja, vi havnede hos den samme igen, for der var ledigt bord) og bestilte alle tre en skaldyrsplatte – mmm. friske muslinger, jomfruhummere, rejer, krebs og indbagte rejer, sammen med lidt groft flûte. Det smagte skønt!

Tilbage til sommerhuset, afslapning, pakke og tidligt i seng, vi skal jo desværre hjem i morgen

Idag sagde vejrudsigten regn fra morgenstunden og først opklaring til eftermiddagen, så vi sov rigtig længe, spillede lidt og kørte så ud til Råbjerg Mile i håbet om at fange den i tørvejr. Det lykkedes ikke, men milen tager sig også godt ud i stille regn. Fordelen ved regnen var så, dels at milen ikke var alt for overrendt, dels er vådt sand nemmere at gå i. Ulempen er at sandet hænger endnu bedre fast i sko og bukser.

Efter milen kørte vi tilbage til Skagen og ramte byen i tørvejr, så vi kørte ned til Munchs Slagteri og pølsemageri, hvor vi købte en klump Skagen Skinke som vi har ladet os fortælle er et must når man som os godt kan lide spansk Serrano. Vi købte også en gang pølsesymphoni til grillen til aften, men da regnen kom tilbage som tæt støvregn, blev de grillet i ovnen istedet. De smagte godt, men klart af den danske type.

Aftenen blev brugt på spil og hygge, inden vi forsøgte at gå tidligt iseng for at tage i Ålborg Zoo i morgen.

Idag valgte vi at sove lidt længe og tage den lidt mere med ro. Jeg vågnede først omkring 9.15 og vi besluttede så at vi kunne spise en lille morgenmad og derefter køre over og se den tilsandede kirke (Flot udsigt, meget smal trappe!). Dernæst kørte vi hjem og spiste en lille frokost, igen ret tidligt, for kl. 13 skulle vi jo være ude på parkeringspladsen ved Nordstrand for at komme med børneguiderne på ravtur. Mens vi ventede, fandt jeg en flot muslingeskal – tom, men med begge sider intakte og sammenhængende, næsten lukket.

Hvordan finder man så rav. Jo, rav er meget lettere end sten og vil blive båret af vandet op til vandkanten hvor det (forhåbentlig) vil lægge sig. Det kan være gult, orange, gylden, brun, rødligt og sågar sort, og det kan ovenikøbet være to eller flerfarvet. Det kan være gennemsigtigt eller ikke gennemsigtigt. Det føles lidt som plastik, giver en hulere lyd når man banker det let mod tænderne eller føles lidt blødere end sten hvis man bider let i det. Den sidste og ultimative prøve og bevis er, hvis man tager saltvand i rette blandingsforhold og lægger det i – så skal det nemlig flyde. Blandingsforholdet er 1 dl. salt til 1 litter vand, giv det et hurtigt opkog og lad det køle af igen, og så er det klar.
Hvis man holder rav i hånden bliver det varmt, en ravkæde vil altid føles varm mod huden, og rav kan brænde.

Nå, efter dette lille foredrag fik vi poser og så gik vi ned til stranden, hvor vi blev delt ind i to hold og så skulle finde og identificere de små, plantede ravstykker i en cirkel i sandet. Overraskelsen over at få et stykke råt rav i hånden var stor for mange, og sammenligningen med plastik er ikke helt ved siden af, og det begyndte i øvrigt at regne ligesom vi gik mod vandet, men det lod vi os ikke stoppe af.

Dernæst gik vi ned mod vandet og indledte vores jagt. Michael og jeg var ikke ret gode til det, tror vi kiggede efter for store stykker, men Thomas var heldig og fandt et stykke af en ok størrelse, desværre knækkede det bare lidt efter, men der var da stadig to bidder at gøre godt med. Vi gik op i læ i klitterne og frem kom vand og gryde så børnene kunne tjekke. Det er ikke helt tosset at de giver rav-garanti, for stort set alle børnene havde fundet noget, og de få der ikke gjorde fik et lille stykke af guiden som havde “fundet et par ekstra”.

Så blev der delt passende stykker sandpapir ud – korn 600 og så gik vi igang med at polere – dvs. jeg polerede, Thomas snakkede med en dejlig bokser-hund. Når man er færdig med at polere med sandpapir – hvor man og,så kan forme ldit, kan man polere efter med tandpasta for at få det helt glat og skindende. Vi brød op og gik tilbage mod bilerne, og jeg slog følge med den ene af guiderne og så snakkede vi lidt om deres virke og baggrunde. Vi kom også til at snakke om min musling, og det viste sig at guiden havde en bog med, så vi slog den op og blev enige om at det er fra en kilemusling.

Thomas’ ravstykke fik jeg poleret pænt, der mangler lige turen med tandpastaen, og så har jeg lovet at se om ikke jeg kan få sat et øje og en kæde på derhjemme så han kan få sig en rav-halskæde.

De efterhånden obligatoriske indkøb (belært af tidligere år køber vi med vilje næsten kun til en dag af gangen) blev denne gang klaret ved en Super Best, da parkering ved SuperBrugsen er næsten umulig på det tidspunkt og koster,

Da vi kom hjem fik vi os en kop kaffe/kakao og et par bidder kage. “Fjerneren” tændt på Tour de France og afslapning. Jeg sidder og skriver nu, og har mega lyst til at tage ned på stranden igen og se om ikke det kan lykkes mig at finde noget rav, måske gør jeg det senere, hvis vejret holder tørt, det må være nok at blive genneblødt én gang idag.

Thomas og jeg kørte tilbage til Nordstrand og ledte efter mere rav efter aftensmaden, men vi fandt ikke mere. Istedet fandt vi en minikonkylie og et snoet sneglehus foruden en masse flotte sten – kvarts og granit og blåmuslingskaller i mange størrelser.

Idag var det egentlig meningen at vi ville have været på fiskeauktion, men det droppede vi. Alligevel stod vi lidt tidligt op og spiste en hurtig morgenmad, inden vi kørte ned i byen til den cykeludlejer som åbner kl. 8 om morgenen for at se om vi var heldige og kunne få nogle cykler – men desværre kom der en mand lige to sek. før os og tog de to eneste der var, og nu gider vi ikke spilde mere tid på at jagte det – selvom vi nok kunne få et par ved at sidde og vente nogle timer…

Vi kørte så ud til Grenen igen og denne gang tog vi Sandormen (efter at have ventet på den for den kører ikke før kl. 9) og Michael var med. Thomas og jeg smed sko og strømper og løb rundt i vandet og oplevede rigtigt at de to farvande – Skagerrak og Kattegat – mødes fra hver sin side. Flot og spøjst! Michael har naturligvis taget en masse billeder. Det var i øvrigt interessant at opleve landskabets forandring siden igår.

Efter turen på Grenen kørte vi en tur på Nordstand hvor vi konstaterede, at vi egentlig slet ikke ved hvad vi skal kigge efter hvis vi skal finde rav, så vi glæder os meget mere til turen i morgen – hvor de lover rav-garanti. Vi blev enige om, at Michael nok godt kan klare i knæene at komme med, så da vi alligevel skulle på turistinformationen for at høre hvad vi gør med de bortkomne armbånd, valgte vi at købe adgang til Michael også (og det med de bortkomne kunne naturligvis løses på fornuftig vis).

Så kiggede vi lidt på både og gik over til fiskehandleren fra igår, så Michael også kunne se det – og tænk, da det jo var frokosttid igen, købte vi igen lidt lækkert pålæg (laksesalat) og en pandekage med skaldyrsfyld, samt havtaske til aftensmaden. Hjem og spise frokost og slappe af et par timer (med vandmelon og Tour de France) og derefter afsted mod rovfugle reservatet og show som startede kl. 17. Showet var fantastisk og imponerende, og efter hvad de sagde også unikt, måske endda for hele Europa, da falkonererne også træner falke fra hesteryg. Både Michael og jeg tog masser af billeder – jeg med Thomas’ kamera, da Thomas mener at han ser for lidt når han også skal fotografere samtidigt og derfor hellere bare vil nyde. Jeg er spændt på at se om nogle af mine billeder bliver gode, hvis de gør, lægges der måske nogen sammen med det her blogindlæg. (Det er der, men jeg skal lige have lavet dem mindre, for de fylder for meget)

En hurtig handletur for at købe tilbehør til vores fisk og så hjem og lave mad og kigge billeder.

Idag startede Thomas med at skulle på tur med børneguiderne, temaet hed “Fisk fra havet til bordet”. Der skulle tilmeldes og købes billet på turistkontoret inden turens start kl. 9.30 – og turistkkontoret åbnede først kl. 9. Vi nåede det med lidt god tid, og det viste sig at børn under 16 skal være ifølge med en voksen – det gør ikke noget, jeg tog gerne turen og glæder mig også over det da jeg enormt gerne vil med på den tur vi har bestilt til onsdag eftermiddag – mere om den på onsdag. Desværre har jeg lige konstateret at jeg har tabt vores armbånd, så jeg må ned på turistkontoret i morgen og se om vi kan få nogle nye, de har jo vores navn på en liste…

Nå, men tilbage til dagens tur. Vi startede foran turistbureauet med historien om statuen af redningsmanden foran turisbureauet – som ligger ved havnen. Denne redningsmand var en gave i anledning af havnens 25 års fødselsdag og er af en redningsmand fra Hanstholm. Det var skagboerne ikke helt tilfredse med for de ville hellere have haft at det var deres egen Lars Kruse, en redningsmand fra Skagen som i sit virke reddede omkring l80 liv, men menes at have reddet flere da han også reddede liv før han blev professionel og i sin fritid. en årrække senere ville en præst fra Hanstholm så hente statuen af deres redningsmand hjem og tilbød en statue af Lars Kruse i bytte, men det ville skagboerne heller ikke have for nu havde han jo stået der så længe, så han står der endnu.

Dernæst gik vi over til lystbådende og snakkede lidt om fendere, bagbord, styrbord osv. Så gik turen videre over i det lille auktionshus, hvor der var en auktion kl. 10 hvor der idag blev solgt jomfruhummere. Vi fik lov at røre hummerne og tage dem op. De var ganske levende og flere af dem ville gerne nappe i fingrene hvis de kune komme til det. En af mændene fra auktionshuset satte en på sin fleecetrøje og viste den frem, men pludselig slap den og røg på gulvet, hvorefter den hurtigt blev samlet op og smidt tilbage i kassen – den behandlign blev den ret hidsig over og den fægtede løs. Dernæst satte manden en hummer fast på en drengs hætte på hans hættetrøje, med resultat at drengen nærmest panikkede og blev ved at sige “tag den væk, mand, tag den væk!” Det var bare ikke så nemt at få den til at slippe. Da det endelig lykkedes manden af få den af igen, så drengen lidt fåret ud som om at det gik op for ham at han havde opført sig lidt fjollet og han grinte lidt flovt til os alle.

Auktionen gik igang, og mand – det går hurtigt. Vi kunne godt høre og forstå hvad auktionaren sagde, men der var ikke mange der troede at de kunne gøre ham kunsten efter.

Efter auktionen gik vi over til redningsstationen, hvor det viste sig at bilen var ude på en aktion, men vi fik fortalt en masse om redningsudstyret og de specielle dragter som rederne bruger. Den store redningsbåd hedder i øvrigt naturligvis Lars Kruse.

Dernæst gik vi over til vodbinder fabrikken, hvor vi kiggede på at der blev syet trawl og fik en snak med vodbinderne. Så gik turen videre hen til ishuset hvor vi fik 250 kg. skæl-is at lege med. Ungerne syntes det var rigtig sjovt at lave “sne-bolde” i juli måned og kaste på forældrene og i havnen.

Vi gik så tilbage mod udgangsstedet og forbi nogle KÆMPE fendere og stoppede så op ved Havfruens fiskehus, hvor Mads præsenterede og fortalte om en række fisk og skaldyr, heriblandt; blæksprutte, sandhaj, pighvar, helleflynder, knurhane, fjæsing, skagspætte, tunge (også kaldet gråtunge og søtunge), rødtunge, laks, reje, hummer, blåmusling (linemusling) og en østers. Turen sluttede med at børnene fik smagsprøver på rejer (pil selv), skagen röra (rejesalat – opskriften fandt en svensker på) laksesalat og fiskefrikadeller, og selvfølgelig blev de voksne opfordret til at gå ind i Mads’es fiskehandel og kigge (og købe det som ungerne nu havde smagt og syntes at vi skulle have, for det var jo blevet frokosttid for de fleste). Thomas og jeg købte en gang skagen röra med hjem til frokosten.

Så gik jagten på cykler, for Thomas og jeg ville gerne leje cykler for resten af turen, men det må vi vist opgive, for alt er udlejet, nok fordi der også er masser af fodnoldhold i og med at der er Skaw-cup denne uge, og rigtig mange af de unger cykler rundt på lejede cykler. Vi opgav og ringede efter Michael så han kunne komme og hente os.

Hjem og spise frokost, spille en gang skip-bo, og så kørte vi ud og kigge lidt på landskabet. Vi kørte ud til grenen, eller rettere til parkeringspladserne for at undersøge hvad Sandormen kostede – 20 kr. for en retur-billet, men vi tog ikke med denne gang. Så kørte vi lidt rundt inden vi kørte tilbage for at slappe lidt af, spille en runde mere og så spise en lidt tidlig aftensmad, for Thomas og jeg ville gerne på en aften udflugt på grenen med en naturvejleder. Turen starter med at man tager Sandormen ud til grenen og der var så mange der skulle med at Sandormen måtte tage to ture for at alle kom derud. Det var håbet at vi kunne kigge på nogle sæler, men de valgte desværre at blive væk, måske fordi der havde været mange mennesker hele dagen og måske også fordi vi var så stor en gruppe. Efter at vi havde stået ude på grenen og fået et kort sæl-foredrag gik vi så indad. Flere gange undervejs standsede naturvejlederen op og fortalte, bl.a. hørte vi om de lokale tudser, forskellige ynglefugle, grenens opbygning – som er sket siden sidste istid og om plantelivet på grenen. Jeg vil ikke genfortælle det hele her, men blot konstatere, at den voksne af os syntes det var spændende og det hele værd, mens den knap tretten-årige syntes at det var død kedeligt (måske fordi han egentlig var ret træt og havde ondt i den ene fod). Efter turen skyndte vi os hjem og i seng, for vi ville gerne tidligt op og lige give cykellejningen en chance mere, og Michael havde også snakket lidt om at ville på fiskeauktion – kl. 7 om morgenen..