Arkiv for kategorien ‘Familien’

25/07/2009 – Lørdag – hjem igen

lørdag, 25. juli 2009

Idag startede dagen tidligt og lige på for mit vedkommende. Da jeg vågnede var det lige en hurtig tur på toilettet, gnide søvnen ud af øjnene, og så begyndte jeg rengøring af sommerhuset. Det lykkedes mig at nå alle tre værelser, udestuen og dagligstuen inden morgenmad, som bestod af friskt bagerbrød som Michael og Thomas havde hentet. Efter den hurtige morgenmad vaskede Michael og Thomas op og derefter pakkede de bilen og kørte hen og tjekke dæktryk og tanke op mens jeg fortsatte med rengøringen og sluttede af med en hurtig omgang med vaskeklud, skifte tøj og så aflæste jeg målere inden der blev vinket farvel til huset og turen hjemad begyndte.

Det var rimeligt udramatisk ned til Jerup hvor vi afleverede nøgle og afregnede vand, el og gas og så videre hjemad. Chaufførskifte kort før Randers og så ned og sidde i kø ved Vejle fjord Broen – køen startede næsten allerede ved Horsens… Bare fordi der havde været ulykke på den anden side og fordi en lastbil holdt i nødsporet på vores side.

Omkring Fredericia tog vi næste chaufførskifte og ind i næste kø – denne gang over Lillebælt, hvor der var noget vejarbejde og flere ulykker – igen mest den anden side. Omkring Vissenbjerg opgave vi og smuttede over på den gamle landevej mod Nyborg og skiftede så chauffør igen – og sidste gang kort før vi kørte ind på mortovejen igen ved Nyborg.

Det kunne egentlig være ret interessant at forsøge at sige at alle der bare skal over Fyn kører i venstre side og alle som skal af på en af afkørslerne kører i højre side, og så se om ikke trafikken gled lidt bedre. Hvorfor pokker man aldrig snakker om udvidelse af den fynske motorvej undrer os noget.

Heldigvis gik den kø pga. ulykke ved Ringsted vi havde hørt om i radioen i opløsning og jeg kunne køre resten af vejen hjem i rimeligt tempo og med kun en hurtig tissepause som afbrydelse og vi nåede hjem til afslutningen af dagens Tour etappe.

24/07/2009 – Fredag

lørdag, 25. juli 2009

Idag stod vi tidligt op og kørte efter en lidt hurtig start på dagen afsted mod Ålborg Zoo. Pointen var at vi gerne ville være der fra morgenstunden – næsten åbningstid og til efter frokost, da regnen skulle komme om eftermiddagen. Det lykkedes. vi var der kvart over 9 (de åbnede kl. 9), der var ikke så mange andre der var morgenduelige, og selv nogle af dyrene var ikke helt vågne. Det blev de dog hurtigt, og da vi havde været næsten det hele igennem, spiste vi frokost inden alle andre fik samme idé og gik så det sidste igennem, inden vi på tilbagevejen mod udgangen gik gennem det første vi havde set for at se om de dyr også var stået op. Det var de, og det var vældig godt timet, for lige før vi nåede Zoo-shoppen, hvor Thomas selvfølgelig skulle have en nøglering til sin samling kom de første dråber og de første tordenskrald. Vi nåede til bilen i gennem store dråber, men med langt imellem dem.

Indtrykket af Ålborg Zoo sammenlignet med Københavns er umiddelbart, at haven er lidt mindre, der er færre dyr, både af arter og antal i hver gruppe (måske undtaget de røde pandaer – har aldrig set 4 sammen før) men de fleste dyr har bedre forhold. Håber at Københavns Zoo fortsætter deres gode takter i den retning, og at Ålborg får endnu flere måder at aktivere deres dye, for Ålborg og Danmark kan bestemt være stolte ud fra hvad vi har set idag.

Efter Zoo lørte vi mod Blokhus da vi gerne ville se vesterhavet lidt mere og håbede at det ville klare lidt op, da det iflg. vejrudsigten blot skulle være byger, men ak, vi røg ind i en tordencelle med masser af skybrud, og vi kørte slet ikke ned til standen i Blokhus – vi vendte om inden, lige før en mega vandpyt. Så kørte vi ad landevejen op gennem Løkken, og via Hjørring, Hirtshals og Tversted tilbage til Skagen. Her stod den så på kaffe og blåbærtærte mens vi så afslutningen af dagens etappe i Touren. Efter et spil Skip-Bo kørte vi ned til havnen og spiste hos Havfruens fiskehus (ja ja, vi havnede hos den samme igen, for der var ledigt bord) og bestilte alle tre en skaldyrsplatte – mmm. friske muslinger, jomfruhummere, rejer, krebs og indbagte rejer, sammen med lidt groft flûte. Det smagte skønt!

Tilbage til sommerhuset, afslapning, pakke og tidligt i seng, vi skal jo desværre hjem i morgen :-(

23/07/2009 – Torsdag

lørdag, 25. juli 2009

Idag sagde vejrudsigten regn fra morgenstunden og først opklaring til eftermiddagen, så vi sov rigtig længe, spillede lidt og kørte så ud til Råbjerg Mile i håbet om at fange den i tørvejr. Det lykkedes ikke, men milen tager sig også godt ud i stille regn. Fordelen ved regnen var så, dels at milen ikke var alt for overrendt, dels er vådt sand nemmere at gå i. Ulempen er at sandet hænger endnu bedre fast i sko og bukser.

Efter milen kørte vi tilbage til Skagen og ramte byen i tørvejr, så vi kørte ned til Munchs Slagteri og pølsemageri, hvor vi købte en klump Skagen Skinke som vi har ladet os fortælle er et must når man som os godt kan lide spansk Serrano. Vi købte også en gang pølsesymphoni til grillen til aften, men da regnen kom tilbage som tæt støvregn, blev de grillet i ovnen istedet. De smagte godt, men klart af den danske type.

Aftenen blev brugt på spil og hygge, inden vi forsøgte at gå tidligt iseng for at tage i Ålborg Zoo i morgen.

22/07/2009 – Onsdag

lørdag, 25. juli 2009

Idag valgte vi at sove lidt længe og tage den lidt mere med ro. Jeg vågnede først omkring 9.15 og vi besluttede så at vi kunne spise en lille morgenmad og derefter køre over og se den tilsandede kirke (Flot udsigt, meget smal trappe!). Dernæst kørte vi hjem og spiste en lille frokost, igen ret tidligt, for kl. 13 skulle vi jo være ude på parkeringspladsen ved Nordstrand for at komme med børneguiderne på ravtur. Mens vi ventede, fandt jeg en flot muslingeskal – tom, men med begge sider intakte og sammenhængende, næsten lukket.

Hvordan finder man så rav. Jo, rav er meget lettere end sten og vil blive båret af vandet op til vandkanten hvor det (forhåbentlig) vil lægge sig. Det kan være gult, orange, gylden, brun, rødligt og sågar sort, og det kan ovenikøbet være to eller flerfarvet. Det kan være gennemsigtigt eller ikke gennemsigtigt. Det føles lidt som plastik, giver en hulere lyd når man banker det let mod tænderne eller føles lidt blødere end sten hvis man bider let i det. Den sidste og ultimative prøve og bevis er, hvis man tager saltvand i rette blandingsforhold og lægger det i – så skal det nemlig flyde. Blandingsforholdet er 1 dl. salt til 1 litter vand, giv det et hurtigt opkog og lad det køle af igen, og så er det klar.
Hvis man holder rav i hånden bliver det varmt, en ravkæde vil altid føles varm mod huden, og rav kan brænde.

Nå, efter dette lille foredrag fik vi poser og så gik vi ned til stranden, hvor vi blev delt ind i to hold og så skulle finde og identificere de små, plantede ravstykker i en cirkel i sandet. Overraskelsen over at få et stykke råt rav i hånden var stor for mange, og sammenligningen med plastik er ikke helt ved siden af, og det begyndte i øvrigt at regne ligesom vi gik mod vandet, men det lod vi os ikke stoppe af.

Dernæst gik vi ned mod vandet og indledte vores jagt. Michael og jeg var ikke ret gode til det, tror vi kiggede efter for store stykker, men Thomas var heldig og fandt et stykke af en ok størrelse, desværre knækkede det bare lidt efter, men der var da stadig to bidder at gøre godt med. Vi gik op i læ i klitterne og frem kom vand og gryde så børnene kunne tjekke. Det er ikke helt tosset at de giver rav-garanti, for stort set alle børnene havde fundet noget, og de få der ikke gjorde fik et lille stykke af guiden som havde “fundet et par ekstra”.

Så blev der delt passende stykker sandpapir ud – korn 600 og så gik vi igang med at polere – dvs. jeg polerede, Thomas snakkede med en dejlig bokser-hund. Når man er færdig med at polere med sandpapir – hvor man og,så kan forme ldit, kan man polere efter med tandpasta for at få det helt glat og skindende. Vi brød op og gik tilbage mod bilerne, og jeg slog følge med den ene af guiderne og så snakkede vi lidt om deres virke og baggrunde. Vi kom også til at snakke om min musling, og det viste sig at guiden havde en bog med, så vi slog den op og blev enige om at det er fra en kilemusling.

Thomas’ ravstykke fik jeg poleret pænt, der mangler lige turen med tandpastaen, og så har jeg lovet at se om ikke jeg kan få sat et øje og en kæde på derhjemme så han kan få sig en rav-halskæde.

De efterhånden obligatoriske indkøb (belært af tidligere år køber vi med vilje næsten kun til en dag af gangen) blev denne gang klaret ved en Super Best, da parkering ved SuperBrugsen er næsten umulig på det tidspunkt og koster,

Da vi kom hjem fik vi os en kop kaffe/kakao og et par bidder kage. “Fjerneren” tændt på Tour de France og afslapning. Jeg sidder og skriver nu, og har mega lyst til at tage ned på stranden igen og se om ikke det kan lykkes mig at finde noget rav, måske gør jeg det senere, hvis vejret holder tørt, det må være nok at blive genneblødt én gang idag.

Thomas og jeg kørte tilbage til Nordstrand og ledte efter mere rav efter aftensmaden, men vi fandt ikke mere. Istedet fandt vi en minikonkylie og et snoet sneglehus foruden en masse flotte sten – kvarts og granit og blåmuslingskaller i mange størrelser.

21/07/2009 – tirsdag

lørdag, 25. juli 2009

Idag var det egentlig meningen at vi ville have været på fiskeauktion, men det droppede vi. Alligevel stod vi lidt tidligt op og spiste en hurtig morgenmad, inden vi kørte ned i byen til den cykeludlejer som åbner kl. 8 om morgenen for at se om vi var heldige og kunne få nogle cykler – men desværre kom der en mand lige to sek. før os og tog de to eneste der var, og nu gider vi ikke spilde mere tid på at jagte det – selvom vi nok kunne få et par ved at sidde og vente nogle timer…

Vi kørte så ud til Grenen igen og denne gang tog vi Sandormen (efter at have ventet på den for den kører ikke før kl. 9) og Michael var med. Thomas og jeg smed sko og strømper og løb rundt i vandet og oplevede rigtigt at de to farvande – Skagerrak og Kattegat – mødes fra hver sin side. Flot og spøjst! Michael har naturligvis taget en masse billeder. Det var i øvrigt interessant at opleve landskabets forandring siden igår.

Efter turen på Grenen kørte vi en tur på Nordstand hvor vi konstaterede, at vi egentlig slet ikke ved hvad vi skal kigge efter hvis vi skal finde rav, så vi glæder os meget mere til turen i morgen – hvor de lover rav-garanti. Vi blev enige om, at Michael nok godt kan klare i knæene at komme med, så da vi alligevel skulle på turistinformationen for at høre hvad vi gør med de bortkomne armbånd, valgte vi at købe adgang til Michael også (og det med de bortkomne kunne naturligvis løses på fornuftig vis).

Så kiggede vi lidt på både og gik over til fiskehandleren fra igår, så Michael også kunne se det – og tænk, da det jo var frokosttid igen, købte vi igen lidt lækkert pålæg (laksesalat) og en pandekage med skaldyrsfyld, samt havtaske til aftensmaden. Hjem og spise frokost og slappe af et par timer (med vandmelon og Tour de France) og derefter afsted mod rovfugle reservatet og show som startede kl. 17. Showet var fantastisk og imponerende, og efter hvad de sagde også unikt, måske endda for hele Europa, da falkonererne også træner falke fra hesteryg. Både Michael og jeg tog masser af billeder – jeg med Thomas’ kamera, da Thomas mener at han ser for lidt når han også skal fotografere samtidigt og derfor hellere bare vil nyde. Jeg er spændt på at se om nogle af mine billeder bliver gode, hvis de gør, lægges der måske nogen sammen med det her blogindlæg. (Det er der, men jeg skal lige have lavet dem mindre, for de fylder for meget)

En hurtig handletur for at købe tilbehør til vores fisk og så hjem og lave mad og kigge billeder.

20/07/2009 – Mandag på Skagen

lørdag, 25. juli 2009

Idag startede Thomas med at skulle på tur med børneguiderne, temaet hed “Fisk fra havet til bordet”. Der skulle tilmeldes og købes billet på turistkontoret inden turens start kl. 9.30 – og turistkkontoret åbnede først kl. 9. Vi nåede det med lidt god tid, og det viste sig at børn under 16 skal være ifølge med en voksen – det gør ikke noget, jeg tog gerne turen og glæder mig også over det da jeg enormt gerne vil med på den tur vi har bestilt til onsdag eftermiddag – mere om den på onsdag. Desværre har jeg lige konstateret at jeg har tabt vores armbånd, så jeg må ned på turistkontoret i morgen og se om vi kan få nogle nye, de har jo vores navn på en liste…

Nå, men tilbage til dagens tur. Vi startede foran turistbureauet med historien om statuen af redningsmanden foran turisbureauet – som ligger ved havnen. Denne redningsmand var en gave i anledning af havnens 25 års fødselsdag og er af en redningsmand fra Hanstholm. Det var skagboerne ikke helt tilfredse med for de ville hellere have haft at det var deres egen Lars Kruse, en redningsmand fra Skagen som i sit virke reddede omkring l80 liv, men menes at have reddet flere da han også reddede liv før han blev professionel og i sin fritid. en årrække senere ville en præst fra Hanstholm så hente statuen af deres redningsmand hjem og tilbød en statue af Lars Kruse i bytte, men det ville skagboerne heller ikke have for nu havde han jo stået der så længe, så han står der endnu.

Dernæst gik vi over til lystbådende og snakkede lidt om fendere, bagbord, styrbord osv. Så gik turen videre over i det lille auktionshus, hvor der var en auktion kl. 10 hvor der idag blev solgt jomfruhummere. Vi fik lov at røre hummerne og tage dem op. De var ganske levende og flere af dem ville gerne nappe i fingrene hvis de kune komme til det. En af mændene fra auktionshuset satte en på sin fleecetrøje og viste den frem, men pludselig slap den og røg på gulvet, hvorefter den hurtigt blev samlet op og smidt tilbage i kassen – den behandlign blev den ret hidsig over og den fægtede løs. Dernæst satte manden en hummer fast på en drengs hætte på hans hættetrøje, med resultat at drengen nærmest panikkede og blev ved at sige “tag den væk, mand, tag den væk!” Det var bare ikke så nemt at få den til at slippe. Da det endelig lykkedes manden af få den af igen, så drengen lidt fåret ud som om at det gik op for ham at han havde opført sig lidt fjollet og han grinte lidt flovt til os alle.

Auktionen gik igang, og mand – det går hurtigt. Vi kunne godt høre og forstå hvad auktionaren sagde, men der var ikke mange der troede at de kunne gøre ham kunsten efter.

Efter auktionen gik vi over til redningsstationen, hvor det viste sig at bilen var ude på en aktion, men vi fik fortalt en masse om redningsudstyret og de specielle dragter som rederne bruger. Den store redningsbåd hedder i øvrigt naturligvis Lars Kruse.

Dernæst gik vi over til vodbinder fabrikken, hvor vi kiggede på at der blev syet trawl og fik en snak med vodbinderne. Så gik turen videre hen til ishuset hvor vi fik 250 kg. skæl-is at lege med. Ungerne syntes det var rigtig sjovt at lave “sne-bolde” i juli måned og kaste på forældrene og i havnen.

Vi gik så tilbage mod udgangsstedet og forbi nogle KÆMPE fendere og stoppede så op ved Havfruens fiskehus, hvor Mads præsenterede og fortalte om en række fisk og skaldyr, heriblandt; blæksprutte, sandhaj, pighvar, helleflynder, knurhane, fjæsing, skagspætte, tunge (også kaldet gråtunge og søtunge), rødtunge, laks, reje, hummer, blåmusling (linemusling) og en østers. Turen sluttede med at børnene fik smagsprøver på rejer (pil selv), skagen röra (rejesalat – opskriften fandt en svensker på) laksesalat og fiskefrikadeller, og selvfølgelig blev de voksne opfordret til at gå ind i Mads’es fiskehandel og kigge (og købe det som ungerne nu havde smagt og syntes at vi skulle have, for det var jo blevet frokosttid for de fleste). Thomas og jeg købte en gang skagen röra med hjem til frokosten.

Så gik jagten på cykler, for Thomas og jeg ville gerne leje cykler for resten af turen, men det må vi vist opgive, for alt er udlejet, nok fordi der også er masser af fodnoldhold i og med at der er Skaw-cup denne uge, og rigtig mange af de unger cykler rundt på lejede cykler. Vi opgav og ringede efter Michael så han kunne komme og hente os.

Hjem og spise frokost, spille en gang skip-bo, og så kørte vi ud og kigge lidt på landskabet. Vi kørte ud til grenen, eller rettere til parkeringspladserne for at undersøge hvad Sandormen kostede – 20 kr. for en retur-billet, men vi tog ikke med denne gang. Så kørte vi lidt rundt inden vi kørte tilbage for at slappe lidt af, spille en runde mere og så spise en lidt tidlig aftensmad, for Thomas og jeg ville gerne på en aften udflugt på grenen med en naturvejleder. Turen starter med at man tager Sandormen ud til grenen og der var så mange der skulle med at Sandormen måtte tage to ture for at alle kom derud. Det var håbet at vi kunne kigge på nogle sæler, men de valgte desværre at blive væk, måske fordi der havde været mange mennesker hele dagen og måske også fordi vi var så stor en gruppe. Efter at vi havde stået ude på grenen og fået et kort sæl-foredrag gik vi så indad. Flere gange undervejs standsede naturvejlederen op og fortalte, bl.a. hørte vi om de lokale tudser, forskellige ynglefugle, grenens opbygning – som er sket siden sidste istid og om plantelivet på grenen. Jeg vil ikke genfortælle det hele her, men blot konstatere, at den voksne af os syntes det var spændende og det hele værd, mens den knap tretten-årige syntes at det var død kedeligt (måske fordi han egentlig var ret træt og havde ondt i den ene fod). Efter turen skyndte vi os hjem og i seng, for vi ville gerne tidligt op og lige give cykellejningen en chance mere, og Michael havde også snakket lidt om at ville på fiskeauktion – kl. 7 om morgenen..

19/7/2009 – Nordsøen Oceanarium

lørdag, 25. juli 2009

Idag var vi en tur i Nordsøen Oceanarium. Det forekom mig først somom indgangen var lidt pebret i prisen – 130 kr. pr voksen, og børn er voksne fra de er 12, dvs. min pode tæller også som voksen. Men ved nærmere eftertanke og efter sammenligning med prisen på Barcelona L’Aquarium som vi besøgte for et par år siden, virkede det mere ok. Og efter at have været derinde og oplevet det, virker det absolut som en rimelig pris. Sikke en oplevelse!

Jeg filmede lidt ved fodringen i det store anlæg. En dykker hopper i vandet og håndfodrer de to klumpfisk og ikke at glemme de to gamle havål, som er så gamle at de næsten er tandløse. Vi kunne ikke få plads på “trappen” foran det store anlæg, så vi gik ned i undervandsgangen istedet og så det derfra. Det tror jeg ikke umiddelbart var en dårlig ide, men selvfølgelig kunne vi så ikke se skærmene med billeder fra dykkerens undervandskamera og dermed havålene, men vi fik istedet nogle andre gode oplevelser på første parket.

Senere så vi sælerne og sælfodringen. Hvor er de bare søde de sæler, og også de tre unger, som var ca. tre uger gamle men allerede forbløffende store. Forklaringen er at de tager næsten 200 gram på om dagen, så de vokser godt. De har selvfølgelig også kun en sommer og et efterår til at blive store nok til at klare sig gennem en vinter i naturen.

Frokosten blev indtaget i oceanariets en cafe – ikke den ved sælerne, og vi valgte “Dagens fiskeplatte” til den nette sum af 109 kr. Den var også alle pengene værd! Der var en fiskefilet, et stykke paneret torsk, et par skiver af en fisketerrine, og rejer. Til det var der et par skiver rugbrød, en lille firkantet bolle af den italienske type og en stor salat, og selvfølgelig det nødvendige tilbehør – citronskiver, Thousand Island dressing, cremefraiche dressing og remoulade. Mums!

På vejen tilbage til sommerhuset smuttede vi lige en tur ind omkring Tversted, hvor en af mine kolleger har et dejligt sommerhus, og han havde inviteret os på en kop kaffe hvis vi var i nærheden – og det måtte vi jo sande at vi var, når man kører gennem Tversted for at komme fra Hirtshals – hvor Oceanariet ligger og til Skagen.

Hvis jeg kan hitte ud af det, kommer der et filmklip fra Oceanariet, fra fodringen i det store bassin i dette blogindlæg. Klippet er filmet med min mobiltelefon, så kvaliteten er ikke helt i top.

I mellemtiden kan man kigge på dette billede af en snegl uden hus – den lignede ikke en skovsnegl vi kender, det så ud söm om at det var en almindelig snegl der havde tabt huset – endda med en markerin ag hvor huset skulle have siddet. Er der nogen der kender den type snegl?

Snegl uden hus?

Snegl uden hus?

18/07/2009 – Afsted mod Skagen

lørdag, 25. juli 2009

Idag kørte vi mod Skagen, hvor vi har et sommerhus i en uge. Bilen blev pakket, dyrene fodret, blomsterne vandet og så afsted. Vi kørte ligesom regnen begyndte hjemme i Hedehusene. Det virkede som om regnen var nogenlunde det meste af vejen mod Storebælt, men her tog det til, og man havde ikke lyst til at køre fuld hastighed på motorvejen. På Fyn fik vi et ok ophold i vejret med kun lidt regn og vi lavede et hurtigt chaufførskifte kort før Lillebælt. Det var helt overraskende at stige ud af bilen, for vi havde naturligvis kørt med klimaanlægget til, og det var temmelig lunt og lidt lummert udenfor.

Det var godt at vi fik skiftet chauffør da vi gjorde, for lige efter Lillebælt – der hvor motorvejen deler sig mod nord og vest – ramte vi kø, og trillede op på den anden side af Vejle Fjordbroen i første og andet gear. Regnen var stilnet noget af, så vi kunne nyde udsigten, selvom den var noget mere dyster set fra Vejle Fjord broen end vi plejer at se den. Køen betød at min køretid var udløbet da vi nåede op på nordsiden af Vejle, og vi kørte derfor ind til transportcentret hvor der var tissepause og chaufførskifte. Vi havde regnet med 40 minutters frokostpause da vi kørte hjemmefra, men vejret og køen gjorde at vi besluttede at nøjes med en Fransk Hotdog hver og så bare videre.

Næste etappe var det igen meget regn og vi havde en fornemmelse af at vi havde taget skyen med i en lasso og hev den med, men at den slap omkring Ålborg. Det betød at jeg kunne hente nøgle i Jerup i tørvejr, og vi fik os en Fransk Hotdog mere hver. Ny chauffør og afsted det sidste stykke mod sommerhuset i Skagen. Og selvfølgelig begyndte det at regne igen da vi var fremme og skulle tømme bilen… Men ikke meget. Vi pakkede ud og så var det afgang mod byen for at finde et supermarked så vi kunne købe os noget mad – det lykkedes i tørvejr ;-)

Tilbage til sommerhuset kom jeg i tanke om at jeg havde glemt at købe mælk, så jeg besluttede at gå en lille tur. Jeg fandt ingen mælk, men regnen fandt mig og jeg blev våd! men det var lunt nok og egentlig lidt hyggeligt.

Middagen blev indtaget i den lille “indeterrasse” til lyden af regnen og jokes omkring “soppebassinet” ude i haven. Hyggeligt. Bagefter gik vi indenfor og spillede en omgang Skip-bo inden vi sumpede foran fjerneren til aftenens film på kanal 6, inden vi sagde godnat og fik os en god og tiltrængt søvn.

Min fætter skal flytte

søndag, 17. februar 2008

Min fætter skal flytte til USA, men har lige investeret i en andelslejlighed og renoveret den for mange penge… Det er jo lidt surt show og spildt arbejde, men til gengæld er der en fed lejlighed til salg på Frederiksberg.

Desværre har vores økonomi ikke luft til at vi kan investere, og vi har også allerede et dejligt hus som vi ikke vil flytte fra, men hvis andre er interesserede, så kig her http://mariendalsvej.googlepages.com/home