Arkiv for august 2008

Bilister ligeglade med benzinøkonomi?

torsdag, 28. august 2008

I dagens Politiken kan man læse at vi danske bilister er ligeglade med benzinøkonomi når vi køber ny bil.

Det tror jeg ikke helt på. Jeg vil gerne tro på at sikkerhed vægter højt, og det gør komforten helt sikkert også, men tror ikke det egentlig vægter højere end benzinøkonomien, før der kommer en konkret pris på bilen.

Problemet er nemlig, at afgifterne i DK gør, at vi almindelige danskere simpelt hen ikke har råd til de fornuftige benzinøkonomiske biler.

Jeg tænker her ikke på den helt almindelige benzinbil, for der kan jeg ikke genneskue logikken i ikke at tage den økonomiske frem for slugeren – andet end når vi taler den kategori som kan betragtes som potensforlængere. Næ, jeg tænker på den nye teknologi – hybridbilerne.

Hvorfor i alverden skal de være så hamrende dyre i Danmark, at den almindelige gennemsnits forbruger – og dem er der som bekendt flest af, simpelt hen ikke kan være med, og slet ikke på hvide plader så den kan bruges som familiebil

Et glimrende eksempel set her i sommer.

Toyota Prius i Tjekkiet, pris 330.000 kronor (divideres med ca. 3, så har du den danske pris). Ekstra fordel – gratis parkering i de fleste parkeringskældre, hvis du er Prius ejer (i hvert fald i Prag).

Tilsvarende Toyota Prius på hvide plader i DK – ca. 387.000 kroner (pris taget fra Toyotas hjemmeside, gik ud fra basis modellen, den vi så i Prag var inklusive ekstra udstyr)

Jeg har ikke råd til at køre i en Prius lige nu (eller anden hybridbil), men hvis jeg havde, så er der ingen tvivl om, at jeg hjertens gerne ville. For miljøets skyld – og jeg ville sikkert også spare penge i det lange løb, da jeg stort set kun ville køre den som el-bil.

Få fjernet de sindsyge afgifter på nye, energirigtige biler, behold afgifter på benzinslugerne, og se om ikke der sker en forbedring af vores energiforbrug og CO2 udslip. Det tror jeg der gør. Men det er urealistisk at tro at vi får reduceret bilparken i Danmark, med mindre der sker DRASTISKE forbedringer på den offentlige transport – også helt ud i landdistrikterne. Og lad os også lige få flere "lade" tanke i Danmark så det ikke er så besværligt med en el-bil eller hybridbil.