Arkiv for september 2015

Jeg skammer mig

torsdag, 10. september 2015

Den udtalelse har jeg set utallige gange på facebook og i medierne de seneste dage. Og jeg oplever mig selv give dem der udtaler det ret gang på gang, jeg skammer mig også.
Hvad er det så vi skammer os sådan over?

Vi skammer os over at der er folk som står på broer og råber og spytter på flygtningene som er på vandring.
Vi skammer os over regeringens kontinuerlige udspil der gør det sværere og sværere at være flygtning i Danmark.
Vi skammer os over Inger Støjbjerg’s fremmedfjendske udspil og udtalelser og vi skammer os over at DF har fået lov at blive så store.

Men så er det jeg tænker videre, for har jeg egentlig noget at skamme mig over? Sådan helt personligt altså?

Nej, det har jeg ikke.
Jeg har ikke stået på en bro og råbt eller spyttet (eller bare gloet og taget billeder for dens sags skyld), jeg deler ikke regeringens, Inger Støjbjergs eller DFs holdninger, jeg poster ikke nedladende og/eller negative kommentarer og artikler på facebook, og jeg nægter at kommentere på dem for ikke at bidrage til den slags synspunkters spredning.
Derimod liker, deler og kommenterer jeg gerne de positive, glade, søde og rørende historier som flygtningestrømmen også medfører. Og jeg bidrager til indsamlinger som kan hjælpe de stakkels mennesker som har mistet alt. Jeg har doneret tøj, bamser, penge… ja, i går var jeg for resten også forbi en indsamlingscontainer med en håndfuld billige tandbørster og et par tuber tandpasta.

Så hvorfor skammer jeg mig?
Jeg skammer mig fordi jeg ikke kan gøre mere.
Jeg skammer mig fordi jeg ikke kan stoppe de mennesker som mangler empati og slet ikke kan sætte sig ind i det grufulde flygtningene har været igennem.
Jeg skammer mig fordi jeg bor i et land hvor alt for mange er så egoistiske og snæversynede at man ikke kan se ud over egen næsetip.
Jeg skammer mig over at danskerne tilsyneladende har glemt gamle dyder som næstekærlighed og medmenneskelighed.

Jeg kan ikke finde det Danmark jeg er vokset op i og lært om i skolen.
Jeg kan ikke finde det Danmark som hjalp jøderne før og under 2. verdenskrig.
Jeg kan ikke finde det Danmark som jeg i min ungdom opfattede som en sikker havn for alle uanset hudfarve og nationalitet (måske jeg stadig var naiv?).
Og jeg chokeres endda af både (nu tidligere) venners og families udtalelser og skriverier.

Jeg frygter for hvordan fremtiden kommer til at se ud hvis ikke snart holdningen til alle der ikke har været her i mindst tre generatioer ændres.
Jeg håber virkelig at alle os med empati, medmenneskelighed og næstekærlighed snart finder vores stemmer og kan råbe højere end de der råber højest lige nu.
Jeg håber at danskerne snart får øjnene op for, at vi faktisk har brug for flere indbyggere for at holde hjulene kørende og velfærdsstaten vedlige. At det går op for alle de stakler som tror at flygtninge bare vil leve på nas, at flygtningene rent faktisk har en masse kompetencer og kvaliteter som vil gøre Danmark rigere. Langt de fleste vil hjertens gerne bidrage til et samfund som byder dem velkommen og hjælper dem i deres livs krise.

Jeg håber at danskerne besinder sig og indser, at det ikke er flygtninge vi skal frygte, men os selv. Jo mere vi holder naboen nede, jo større grobund er der for utilfredshed og modstand – og dermed alle former for ekstremisme.

Vågn op! Byd verden velkommen indenfor og hjælp de svage, det betaler sig!