Sasha 1992 – 2002

Sasha var den anden af vores første to katte – og i starten mest “fars” kat men blev med tiden hele familiens kat.

Hvis du har læst om Trine vil noget af det næste være noget du har læst, så gå hurtigt hen over det, men hold øje med forskellene ;-)

Da jeg som ny-dimmiteret korrespondent godt vidste at jeg nok ville tilbringe en del tid hjemme i starten, besluttede vi (min dengang forlovede og jeg), at det var på tide at få lidt liv i huset, og da vi begge elsker katte, og han savnede små lådne væsener i sit liv – han er vokset op med næsten altid at have en eller flere katte – at nu skulle det være. Vi bestemte os for at vi ville have to hun-katte og fandt et opslag i Føtex som vi straks ringede på.

Vi hentede hende nede hos en sød dame i Kolding midtby. Sashas missemor var en tilløber, der som højgravid var kommet hjem sammen med damens neutraliserede katte, og damen nænnede ikke at smide hende ud i den tilstand, så hun fik lige øget sin kattefamilie med 7 – der var nemlig 6 killinger i kuldet. Da vi kom for at se på dem, var det føste vi så Sasha og en anden killing der lå som to små hårbolde og sov op ad en væg. Det næste vi så var Trine der nysgerrigt kom løbende med et par andre killinger i hælene. jeg bukkede mig ned, og hvad der så skete, kan du læse under Trines indlæg. Imens bukkede Michael sig ned og samlede Sasha op og hun kiggede nysgerrigt på os med sine flotte rav-farvede øjne. Hende og den anden killing var noget af de flotteste killinger vi havde set, men da den ene var en han, og vi ville have to hunner, samtidigt med at jeg var faldet pladask for Trine, ja så var den potte ude. Det var de to vi ville have.

Da de to killinger vi ville have var valgt og damen svor at de var over 8 uger (dengang vidste vi ikke at de helst skulle være mindst 12 uger gamle før de blev taget fra) puttede vi dem ned i en medbragt lille kasse og så gik turen til Føtex for at købe bakke, grus og noget mad. Vi var nemlig ikke så velforberedte – det var en hurtig beslutning da vi så opslaget.

Turen hjem, både gennem en fyldt Føtex og med bussen, gik ganske nemt, de sov begge trygt gennem det hele. Da vi kom hjem blev de taget ud, og vi sad med dem i sofaen og nussede dem lidt mens vi snakkede om hvad de skulle hedde. Sasha fik sit navn af Michael, for han har altid været helt vild med det. Kattebakken blev sat op på toilettet og killingerne sat ud i den så de vidste hvor den var. Mad og vand blev sat frem i køkkenet og vi regnede med, at det skulle de nok find når de blev sultne – og de gjorde de også.

Da vi om aftenen gik i seng, efter at have nusset og kælet killingerne alt det de ville – hvlket var en del, de var vist ikke helt trygge, selvom de luskede rundt og undersøgte lejligheden ind i mellem, sad der to små killinger på gulvet og “græd”. De kunne nemlig ikke bare lige kravle op i sengen som de kunne på sofaen. Det var ikke meningen at de skulle sove i sengen, men vi syntes det var sååå synd for de to små pus, så de blev løftet op i sengen og fik lov at sove sammen med os.

Sasha kom over til Michael og ligge, men modsat Trine ville hun ikke være under dynen, men lå hellere ovenpå Michael eller ved hans hoved, nogle gange mellem os, de ca. 14 første dage suttede hun også på fingere, men vændte sig så af med det. Der var nok første tegne på, at de ikke var helt så gamle som vi troede.

Andet tegn på at de to små ikke helt var gamle nok til at blive taget fra var, at de faktisk ikke kunne vaske sig selv ordentligt. Det klarede jeg så at lære dem ved at tage en hårdt vredet vaskeklud og ned én finger brugte den som kattetunge. De fangede hurtigt idéen og lærte det, og de elskede også at vaske hinanden. I det hele taget var det vist en god idé at have to, for de havde megen glæde af hinanden og forblev bedste venner altid. Dog burde vi måske have lugtet at der var noget råddent over det, da hende vi hentede dem hos mente at de sagtens kunne spise menneskemadrester… Hmm, den går måske med hundehvalpe, men ikke katte, men det studsede jeg blot over, uden at tænke videre over det dengang.

Sasha kunne godt lide at “jage” en pelsmus, en sølvpapirskugle eller en lille blød bold gennem hele lejligheden. Det var en lang lejlighed, med stue og gang ud i et og uden gulvtæpper, og hun havde meget tæt og lidt lang pels mellem trædepuderne, så når hun spurtede gennem stuen og så prøvede at bremse, gled hun videre med et fjoget ansigstudtryk og bankede ind i skabet for enden, mange gange….

Vi opdagede egentlig aldrig rigtigt at Sasha kom i løbetid, men da Trine allerede havde haft to, mente dyrlægen, at så var Sasha nok også klar til p-piller. Selvom vi boede på 10-ende sal og ikke skulle spekulere over graviditet, kan en hunkat i løbetid godt larme en del, og det ville naboerne nok ikke være så begejstrede for. Hun fik ligesom Trine p-piller i rigtig mange år, uden at vi kendte faren herved.

Der kom en periode, jeg ofte vågnede helt radbrækket i nakken og Michael fortalte grinende en dag jeg atter brokkede mig over dette, at Sasha ventede til jeg sov, så lagde hun sig over mig hoved og stille og roligt fik hun så møvet mig længere og længere ned eller ud til siden, så hun kunne have min hovedpude for sig selv – sikke en luskebuks :-)

Da vi i 1996 fik vores søn, var vi lidt bange for om kattene ville blive jealoux og måske gøre skade på ham, men det behøvede vi overhovedet ikke spekulere på. Trine ignorerede ham -undtagen når han græd, hvis jeg ikke var hurtig nok skældte hun ud, men Sasha var mere interesseret. Når han ikke var i vuggen/sengen, kunne hun godt finde på at tage en lur der, men hoppede ud så snart jeg kom og skulle lægge ham. Hvis han lå der når hun hoppede op, slog hun nærmest knuder på sig selv for ikke at lande på ham, og lagde sig i stedet lige ved siden af vuggen/sengen. Lige så snart han begyndte at vågne, kom hun og hentede mig, og hvis jeg ikke forstod hvad hun ville eller reagerede, langede hun til mit underben med kløerne, “så kan du godt lette rumpetten mor!” Jeg kunne være helt sikker på det første ½ år af hans liv, at var hun i nærheden, skulle hun nok passe på og give besked hvis der var noget galt. Gratis Babyalarm ;-)

I 2001, hvor vi var flyttet tilbage til Sjælland, købte vi hus og Sasha fik lov at komme ud. Ni år synes at være en høj alder at skulle vænne sig til en ny tilværelse, men efter at have udforsket haven, som regel sammen med søster Trine, blev hun hurtigt modigere og kunne godt finde på at gå lidt længere væk og blive ude til vi kaldte hende ind inden vi gik i seng.

Maria, som jeg skriver om en anden dag, har leveret tre kuld killinger til huset. De første to kuld havde god glæde af Sasha, som opførte sig som en perfekt barnepige for dem også. Kom de for tæt på trappen gennede hun dem i sikkerhed igen. Hvis deres mor var ude, passede hun dem, og de kunne endda få lov at ligge og sutte hos hende, selvom de ikke fik noget mælk ud af det.

I sommeren 2002 kom straffen for at have givet p-piller til kattene i mange år. Sasha blev aflivet tidligt om sommeren pga. livmoderbetændelse. Hun havde et stykke tid ligget og puttet sig meget, men vi havde ikke opdaget at noget var galt. Vi kunne ikke mærke at noget var forkert. Hun virkede glad og tilfreds, selvom hun tabte sig lidt, men vi troede engentlig bare at det var fordi hun løb mere ude og overvejde om vi skulle skifte fodder, for hun var jo en ældre dame efterhånden. Men med killinger og teenagekatte i huset, ville det ikke være optimalt, såvi så tiden lidt an. Lige indtil en lærdag jeg gjorde grundigt rent og fandt indtørret pus på flere af hendes yndlingsliggesteder. ØV. Vi blev meget forskrækkede og bekymrede og tod hende straks til dyrlægen – på Adas Dyrehospital. Der kunne de oplyse at hun havde massiv livmoderbetændelse og at det jo nok var vores egen skyld når hun ikke var steriliseret men havde fået p-piller i 8-9 år. Desuden var hun så afkræftet og havde tabt muskelmasse, så hun skulle altså have antibiotika i 5 dage og så skulle hun sterilisere. Samtidig med denne svada, rodede han efter antibiotikaen i et skab, så jeg måtte lige bremse ham og få den en gang til. Altså hun var meget afkræftet, havde tabt muskelmasse og skulle have en voldsom antibiotika før hun kunne blive opereret 5 dage efter? Ja. Godt, det vil sige at denne afkræftede kat vil blive opereret dagen før vi skal på ferie, og være væk lidt over en uge – det ville vi hverken byde hende eller kattesitteren. (Ferien kunne ikke aflyses, vi havde aftale med min bror om en tur til Spanien, alt på nær benzinen var allerede betalt og uden fortrydelsesret, og vi havde aftale med min far i Madrid om at han skulle komme ud til os ved kysten.)

I løbet af samtalen med dyrlægen havde jeg nævnt at der var mange andre katte hjemme, vi var jo lidt bekymrede for hvad det var og bange for at det evt. kunne smitte. Han overhørte så egentlig min begrundelse for at aflive frem for operere og konkluderede så, at det var fordi der var for mange katte i hjemmet, så var det nemmest at aflive dem efterhånden som der opstod skavanker. Hverken jeg eller min søn fik lov at sige ordentligt farvel eller selv holde hende. En sygeplejerske holdt hende i benene og 1-2-3, så havde hun fået en sprøjte direkte i hjertet og var død. Hun nåede ikke rigtigt at reagere, andet en hun blev sur over den måde hun blev holdt. Bagefter kunne han vist godt se at jeg var chokeret, for han retfærdiggjorde metoden med, at deres erfaring var at det var bedst for dyret ikke at mærke ejerens sorg, og at hun jo slet ikke havde opdaget hvad der skete. Han spurgte også på en kynisk måde, foran en dreng på knap 6 år, om han skulle sende den til destruktion eller om vi ville have den med hjem og begrave i baghaven. Vi valgte naturligtvis det sidste og drengen var utrøstelig og ville ikke røre hende længere. Han kunne slet ikke forstå at det var gået så hurtigt og at han ikke fik sagt farvel.

Dengang tænkte jeg, at dyrlægen var en kold skid, men sikkert havde ret hvad angår den bedste aflivningsmetode, men efter et meget behageligere forløb med Trine senere, er jeg blevet mere og mere harm over hans kyniske attitude. Jeg håber at vi kan undgå denne dyrlæge fremover, men da Adas er med i dyrlægevagten her i området er det desværre ikke sikkert :-(

En kommentar til “Sasha 1992 – 2002”

  1. Michael siger:

    Savner hende.

    Knus

Skriv en kommentar