Trine og plastikposer

Som min kære mand mindede mig om i en kommentar, har jeg glemt en sød historie om vores elskede afdøde kat, Trine.

Trine fik allerede som meget lille killing en mani med at slikke på plastikposer. I starten kun på hanken, men senere udviklede det sig til alle former for plastik, også indpakning, bare det havde samme kvalitet som en solid supermarkedsplastikpose – ikke den knitrende slags.

Hun begyndte med tiden at “gnave” i plastikken. Dvs. mellem slikkene sad hun som om hun gnavede i det, men det var reelt hendes kind eller måske var det tændergnislen. Plastikken var i hvert fald tæt op ad hendes kind, men ikke i munden. der var intet tegn på plastikken på at den skulle være gennemgnasket, på trods af lydeffekterne.

Den sjoveste plastik-slikken jeg kan komme i tanke om, var dengang vi fik ny sofa som var pakket ind i plastik. Det var en hjørnesofa, som blev leveret i tre dele. Da sofaen blev båret ind i stuen kunne man se Trine betragte scenariet med et lykkeligt udtryk i ansigtet. Da første del blev pakket ud, kastede hun sig over en lille stump som blev hevet af først, og så det store stykke. Uhmm, det var skønt!

Mens hun var igang med dette stykke blev resten af sofaen pakket ud og samlet, og “mor” samlede plastikken i en bunke, og tog slutteligt Trines mens jeg sagde – “så tøsen, så er det bare at gå igang”. Men ak – fornøjelsen var helt ødelagt. Der var simpelthen for meget plastik, og Trine sad og kiggede på bunken som om at det var alt for uoverskueligt. Hun gik en lille runde om den, og besluttede så at hoppe op i den nye sofa og rulle sig sammen ved siden af “mor” og lagde sig til at sove.

Dyrlægen mente at denne mani formentlig var startet med at Trine gerne ville have saltet som var overført til posehanken fra vores hænder, men at det senere blev en fiks idé, måske noget der mindede hende om killingetiden. Væk var hun i hvert fald fra omverdenen når hun gik i gang med sin elskede plastik.

Skriv en kommentar