Maria 1999 – ????

Maria er vores tredje kat. Hun er en ægte hittekat, som blev fundet i vores boligområde af nogle børn, som kom hen til os med hende i armene mens vi sad på en bænk i solen og arrangerede en hyttetur. De havde fundet hende under en busk, hvor hun sad og trykkedede sig, men vidste at de ikke måtte tage hende med hjem, og at vi havde kat, så om ikke vi kunne hjælpe?

Hun var kun en ganske lille killing, og meget forskræmt. Alligevel var hun enormt sød og indtagende, så selvom vi havde de to andre, som ikke var vaccinerede, blev hun taget op i lejligheden og tilbudt lidt vand og mad. Hun blev lukket inde i vores dengang knap tre-årige søns værelse, i sikkerhed for de andre katte, og selvfølgelig med sin egen lille kattebakke, som hun sagtens kunne finde ud af at bruge – ingen problemer der. Der blev taget det sødeste billede og hængt op i alle opgange og elevatorer. Da sønnen blev hentet fra dagplejen, blev han informeret om, at han nu delte værelse med en lille killing som var blevet væk hjemmefra, og at den skulle have ro, men at han gerne måtte være på værelset og holde den med selskab og kæle den, bare han respekterede når den ikke ville og var rolig omkring den, og ikke mindst, passede på at den ikke kom ud fra værelset. Og meget vigtigt – at vi ledte efter dens mor eller familie, så han skulle vide, at vi ikke havde til hensigt at beholde den.

Vi fik en del henvendelser fra folk som gerne ville adoptere hende hvis vi ikke fandt det rigtige hjem, men ikke nogen fra dem der havde mistet hende. Dem, der ville adoptere hende fandt vi hele tiden noget “galt” med som gjorde, at vi ikke havde lyst til at give hende til dem, flere gange egentlig ubegrundede årsager. Thomas, vores søn, sad meget inde på værelset og kælede og snakkede med killingen, og de to blev tæt knyttet. Det var jo ikke lige meningen… Men da der var gået lidt over en uge på denne måde, blev vi enige om, at det nok var en idé at få tjekket killingen efter af en dyrlæge, så vi vidste om hun var sund og rask, inden vi overvejde at introducere hende til de to andre og se om det gik. Nu var hun jo nærmest vores søns kat allerede ;-)

Dyrlægen mente at hun var ca. 3 måneder og i fin stand, så hvis de ellers kunne enes, så han ingen grund til at den ikke skulle blive hos os. Han tilbød også at tage hende med det samme, hvis vi ikke ville beholde hende, for tre katte i en lejlighed, kan være meget. Men nej – det ville vi ikke høre tale om, vil ville bare sikre os at hun var sund og rask. Vi blev så enige om, at prøve og se, og hvis det slet ikke gik med de andre, kunne vi aflevere hende hos dem, de skulle nok kunne finde et godt hjem til hende. Fint, mange tak og farvel. Hjem med hende og knægten var lykkelig, Nu havde han sin egen lille kat, som fik navnet Maria, efter hans lille kæreste i børnehaven :D En uge efter kastede hun en hel ormekulgle op i sofaen, så helt rask var hun ikke… Afsted til dyrlægen igen og få ormekur til dem alle og så var den klaret.

De to “gamle” tog godt i mod hende. Hun blev sat på plads nederst i hierarkiet, kunne kun sjældent sove med Sasha, og aldrig med Trine, men hun blev ikke jaget, fik lov at spise og faldt godt til. Stadig med Thomas’ værelse som sit foretrukne “helle”.

Da hun var ca. 9 måneder flyttede vi første gang, og da en af vores veninder kort efter skulle passe hende fik hun en række kælenavne som hænger ved… Vores veninde havde fået navnet lidt galt i halsen og troede det var Marie, det blev til Marie-kiks, Biscuit, kikke…. Ja, kært barn – og kat, har mange navne.

De to flytninger med 9 måneders mellemrum gik fint, og da hun efter anden flytning også fik lov at komme udenfor, var hun lykkelig. En tilværelse indenfor hvor man kun kunne se fugle og kryb var vist alligevel ikke helt tilfredsstillende, for hun elsker at jage og er også MEGET dygtig til det. Men lidt indekat og familiekat var hun stadig – man skulle ikke sove ude, og slet ikke om natten… Derfor blev vi lidt overraskede da vi pludselig fandt ud af, at hun var gravid. Hun har nok ikke været så langt henne før vi kunne se det, for selvom hun på dette tidspunkt var en ungkat på 18 mdr., lignede hun stadig en på 7 mdr., og gør det stadig pånær hendes lille hængemave. Den 10. december 2001 – 4 mdr. og 10 dage efter sidste flytning, kom jeg hjem og fandt tre små fine nyfødte, men rene, killinger (to hanner og en hun) i en kasse med køkkenrulle (det sidste af vores pæne stel var lige blevet pakket ud et par dage før, det tog sin tid at komme på plads i det nye hus). Udemærket sted, for øverste lag papir, som var lidt vådt og lugtende, blev bare fjernet, og resten af kassen fik lov at stå, til hun flyttede ud af den da killingerne var ca. 2 uger – lige i tide til at de kunne lukkes inde på knægtens værelse (selvom vi flyttede, var hans værelse stadig hendes foretrukne helle) til juleaften så de små misser fik fred.

Killingerne i dette kuld kom til at hedde Speedy Gonzales (han nærmest løb før han gik), Sebastian (efter krabben i Den Lille Havfrue fordi hans første skridt var sidelæns) og Bambi (benene gik på kryds og tværs præcis som Bambi på isen). Da killingerne var 16 uger, var der hjem til alle, men Speedy og Sebastian kom tilbage til os efter kort tid, så de får deres egen historie senere.

Den 20. april 2002 var der igen killinger i huset… Denne gang blev der født 5. Den første lå i knægtens seng da jeg kom hjem og Maria kom og kaldte på mig, jeg skulle komme op til hende. Jeg flyttede hendes killing ud i den fødekasse der var gjort klar til hende og fik hende på plads i den, men hun gik efter mig hvis jeg gik for langt væk, så jeg fik min bror (som vi deler hus med) til at bestille pizza, for jeg kunne ikke lave mad. Det meste af eftermiddagen og langt ud på aftenen gik med at ligge på maven ved siden af fødekassen og nusse og snakke blidt til Maria. Jeg var lidt bekymret for hende for hun virkede meget træt, og som om det til tider var ved at gå i stå. Killing nr. 4 var meget længe om at komme ud, og ved nr. 5 måtte jeg skubbe til hende og få hende til at slikke en istedet for at sove, for da gad hun ikke rigtigt mere. Min mand var ikke hjemme, så det var lidt en befrielse da det var vel overstået ca. kl. 1.30 om natten og jeg kunne gå i seng efter at have sikret mig, at alle killinger diede og at der ikke var flere i maven.

Dette kuld kom til at hedde Ariel (der kom ingen lyd når hun miavede), Bernhard (helt grå farve), Bianca (blå øjne), og Lady.
Den førstefødte døde desværre. Den var ellers flot i sine tre-farvede tegninger (eneste trefarvede killing fra Maria), men kunne ikke die ordentligt og døde på 5. dagen. Alle 4 killinger kom til gode hjem og en enkelt sendte os et kort da killingen var omkring et år, hvor vi fik en melding på, hvor godt den var faldet til og hvor dejlig den var(er). Det var skønt at høre!

Nu var det så meningen at Maria skulle steriliseres, men først blev Sasha syg og så blev Trine syg og skulle opereres, så pengene blev pludseligt knappe. Da jeg klagede min nød til dyrlægen, forbarmede hun sig og bevilgede p-piller til Maria i ½-1 år, og roen var genskabt i det lille hjem for en stund.

Historien om Maria fortsætter en anden dag.

Skriv en kommentar