Sasha og børneopdragelse

Sasha var en god barnepige, som jeg også har beskrevet før – se Sasha 1992 – 2002. Men ikke nok med det. Hun kunne også opdrage. Ihvertfald opdragede hun Thomas til den rigtige måde at opføre sig overfor katte.

Da Thomas var lille kunne han gøre hvad som helst ved hende. Han kunne tage en håndfuld pels og hive, han kunne trække hende i halen, ørerne eller knurhårene, eller prikke hende i øjnene, og hun gjorde intet. Hun fandt sig i det, og ventede til han slap, hvorefter hun flyttede sig ud af rækkevidde. Men da han nærmede sig to år, mente hun åbenbart at nu var det nok. Han var stor nok til at lære at det måtte man altså ikke. Vi havde selvfølgelig forsvaret hende og skældt ud når han gjorde det, men det var ikke helt nok. Jeg tror faktisk at han gjorde det af kærlighed, og at hun vidste det, men at hun på dette tidspunkt besluttede at han var stor nok til at lære den rigtige måde at behandle en kat på.

Hvad gjorde hun så? Jo, hun klapsede ham en med en pote med kløer. I starten markerede hun kun. Som om hun vidste at hans hud var tynd. Man kunne ane hvor hun havde ramt, men der var ikke hul. Senere blev hun lidt skarpere, og han fik små rifter. Stille og roligt lærte han, at der er visse ting en kat ikke bryder sig om. De var stadig bedste venner og glæden ved hinandens selskab var stadig stor.

Da Thomas var tre, kunne han godt være lidt morgengnaven og tirre hende, mere eller mindre med vilje, men han vidste det og var på vagt, så hun ikke kunne få ram på ham. Da udviklede hun en sofistikering som jeg ikke vidste en kat kunne have, nemlig at de kan bære nag.

Hun sørgede for at gemme sig så hans dårlige humør ikke gik mere ud over hende. Når vi så kom hjem og han sad fredeligt på gulvet og så fjernsyn mens der blev lavet mad, kom hun pludselig løbende et eller andet sted fra. Klappede begge forpoter – med kløer – på hver side af hovedet på ham så han fik fem huller på hver side, og væk var hun igen. Han stak selvfølgelig i et hyl og måtte trøstes, og katte gjorde bedst i at holde sig væk i en halv tll en hel time, men derefter var det gensidigt glemt og de kunne igen hygge sig.

Sådan gik det til, at Thomas idag kan se på en kat om den er venlig og vil “snakke” eller om han skal ignorere den. Jeg tror også det har været med til at lære ham, at man skal være god ved dyr og respektere deres grænser. Og det er videreført til idag at omfatte alle dyr – især dem med pels.

Skriv en kommentar