Sebastian 10.december 2001 – 9. maj 2008

Dette indlæg har været rigtig længe undervejs. Det er næsten et år siden vi sagde farvel til vores dejliger Sebber-mand, men jeg har ikke kunnet skrive om ham før nu.

Sebber2

Sebastian, til daglig kaldet Sebber, Bebber, Basse og en masse andre navne, var en ud af de tre første killinger som blev født af Maria (Kiksen, Kikke) her i huset.

En eftermidag kom jeg hjem fra arbejde, med en træt søn som lige var hentet i børnehaven og et par indkøbsposer. Kom op på første sal og kunne ikke lige finde vore meget gravide hunkat. Hun var ikke i den kasse der var sat frem til hende, og som hun havde puttet i et par dage. Nå poserne blev sat på bordet og så kaldte jeg på hende. Hun kom luskende og jeg kunne med det samme se, at der var noget anderledes. Hun var ikke længere så rund om maven. "hvor har du gjort af dinde unger skat?" spurgte jeg og bukkede mig ned og hilste pænt på hende – uden at tage hende op. Hun gik hen til en af de flyttekasser vi havde pakket ud og stillet med al det køkkenrulle som var blevet brugt til at pakke procelain og glas ind i. Vi havde ikke fået alt på plads efter at vi var flyttet – der manglede stadig lidt skabe for at det sidste kunne komme i orden…

Jeg stak hånden ned for at rode i kassen, og måske tage et stykke papir til næsen – ved det egentlig ikke helt, kan ikke lige huske hvorfor, men jeg stak i hvert fald hånden ned i kassen uden at flytte det der var ovenpå, så jeg kunne ikke se ned i den. Jeg mærkede noget fungtigt, blødt og varmt, og skyndte mig forskrækket at tage hånden op igen og flyttede så det der var ovenpå kassen så jeg kunne kigge ned. Og dernede lå de sødeste små killinger, stadig fugtige men rene og i en seng af vådt køkkenrulle. Masser af ros til missemor – jeg måtte godt røre og beundre, og hun virkedenærmest stolt over al rosen og beundringen, men måske også lettet over at der kom nogen og kunne hjælpe. Der var i hvert fald ingen problemer med at få lov til at tage noget af det våde papir ud. Killingerne blev lagt tilrette igen – det var jo et udemærket valg af redekasse, selvom vi havde forberedt en anden til hende – og hun hoppede elegant og forsigtigt ned til dem og gjorde det en god missemor skal; vaskede dem og fik dem skubbet hen så de kunne die.

Efter et par dage i denne kasse med køkkenrulle flyttede hun killingerne et andet sted hen, denne gang ikke helt så velvalgt efter vores mening – ind under Thomas’ komode), så de blev lagt i den forberedte redekasse og sat ind på Thomas’ værelse. Hmm, måske en manifestation af at Maria startede sin tilværelse i vores familie som hans kat?. Nå, men Thomas fik besked på, at den næste tid måtte han så ikke få nogen med hjem og lege.

To uger senere holdt de så flyttedag igen, denne gang endte det med at killinger, kasse og missemor kom ind og så i soveværelset – efter en del overtalelse. Samtidigt begyndte killingerne så småt at røre mere på sig, kravle og gå – svs. det prøvede de. Det var her de fik deres navne. Der var to hanner og en hun. Hunnen fik navnet Bambi, for hendes første ture på parketgulvet havde en slående ligehed med Disneys figur. Speedy, den største og lyseste af hannerne gik ikke, han løb, så det blev naturligvis Speedy, efter Speedy Gonzales, og så var der Sebastian som gik sidelæns, så han blev opkaldt efter krabben i Disneys "Den lille havfrue".

Da killingerne blev lidt større, mente Maria åbenbart at far var en god babysitter om natten. De blev jævnligt båret op i sengen og lagt på ham mens hun spiste eller tog sig en pause.

Da tiden kom til at de skulle flytte hjemmefra, kom der en sød familie og valgte Sebber. Han skulle bo i Baldersbrønde, sjovt nok i et af de huse som vi havde kigget på inden vi købte det vi bor i nu. Her skulle han bo med en lille pige på 7 måneder, hendes mor og far og en gammel labradorhund. Vi aftalte, at skulle noget gå galt mellem hund og kat, måtte de naturligvis komme tilbage med ham, men kunne jo kun forstå deres valg, det var også ham vi ville beholde hvis vi skulle have beholdt en af dem, for han var bestemt den kønneste og den med den lækreste pels.

Det gik tilsyneladende godt, for vi hørte intet, før et par måneder efter. Familien ringede, meget kede af det, for det viste sig desværre at datteren ikke kunne tåle katte. jamen kom da med ham, var vores svar med det samme. Sebber kom, blev lukket ud af kassen, virkede tryg men helst i nærheden af os. Speedy var også i huset – det er en anden historie og den kommer en anden gang, Efter et par timer var det ligesom om de to hankillinger kom i tanke om, at de da vist kendte hinanden, og derefter var de sammen næsten hele tiden i de næste par år. Vi hørte også fra naboer, genboer og folk længere oppe ad gaden, at man tit så de to jage sammen.

Sebber kunne godt lide sne. Når der var sne nok, hoppede han gerne ud ad vinduet, stillede sig midt på plænen, lignede en der grinte over hele hovedet og stak så snuden ned, susede frem så sneen stod bagud. Pludselig rettede han sig op, sprang op i luften som om han rystede sig og landede så elegant igen, inden han med højt hoved luskede af – stadig med et ansigtsudtryk der så vældig selvtilfreds ud.

Vi ved ikke helt hvad der blev det afgørende skift for Sebber og Speedy, men i løbet af nogen tid da de var 2½-3 år gamle gik de fra at være bedste venner til stort st kun at tolerere hinanden ved madskålene. Sebber blev meget udekat og boede det meste af året (så længe dagtemperatur var min. 10 og ingen nattefrost) mest ude. Om vinteren gik han ud om morgenen og kom hjem om aftenen. Spiste, kælede og lagde sig så til at sove i arbejdsværelset eller under trappen. I perioder af et par dage, op til lidt over en uge, kunne vi godt opleve at slet ikke se ham om sommeren, for han kom og gik som det passede ham og benyttede bare et åbent vindue som sin egen dør – helt diskret.

Sebber var en smuk og super blid kat. Når man tog ham op, gjorde han altid sit yderste for ikke at sætte kløer i menneskehud – eller ihverfald gjorde han det, det meste af sit liv. Det sidste års-tid var han glad for at komme op til far og holdt godt fast ;-)

Sebber kom hjem en lørdag sidst i april. Han virkede hent normal, glad for at terassedøren var åben (vejret var fantastisk og vi var ude i haven). Han gik ind og tog sig en tår og drikke og lagde sig så til at sove i arbejdsværelset som han plejede. Jeg var inde og kæle med ham og lagde mærke til, at hans ene pupil var meget stor, men ellers var der ikke noget anderledes ved ham.

Vi snakkede lidt om det, og om at vi nok burde lukke og holde ham inde, men inden vi fik gjort alvor af det – det var en ret varm dag, var han gået igen. Og han kom ikke tilbage om aftenen eller næste dag.

Faktisk gik der 15 dage før vi så ham igen. Naurligvis havde vi været ude og kalde, lokke og lede, men uden held. Normalt ikke alarmerende men med hans pupil  tankerne var vi ikke trygge ved det. Vi havde da også en stående aftale med dyrlægen om at komme med ham så snart han kom tilbage, og vi skulle bare bruge deres akutnummer. Vi havde egentlig tænkt tanken at vi nok ikke så ham mere, da Michael en morgen skulle møde sent og lige gik en tur om i baghaven. Og der kom Sebber – ikke spor rask. Han trak hovedet til den ene side og gik nærmest i cirkler. Michael kørte ham straks til dyrlægen, og de gjorde alt hvad de kunne uden at lave ham til forsøgsdyr, men sidst på eftemiddagen blev vi enige om, at han skulle have lov at få fred.Sebastian

Sebber ligger nu begravet sammen med Sasha og Trine ude i ligusterhækken. Vi savner ham stadig, og vil aldrig glemme vores super-flotte og blide hankat.

Skriv en kommentar