20/07/2009 – Mandag på Skagen

Idag startede Thomas med at skulle på tur med børneguiderne, temaet hed “Fisk fra havet til bordet”. Der skulle tilmeldes og købes billet på turistkontoret inden turens start kl. 9.30 – og turistkkontoret åbnede først kl. 9. Vi nåede det med lidt god tid, og det viste sig at børn under 16 skal være ifølge med en voksen – det gør ikke noget, jeg tog gerne turen og glæder mig også over det da jeg enormt gerne vil med på den tur vi har bestilt til onsdag eftermiddag – mere om den på onsdag. Desværre har jeg lige konstateret at jeg har tabt vores armbånd, så jeg må ned på turistkontoret i morgen og se om vi kan få nogle nye, de har jo vores navn på en liste…

Nå, men tilbage til dagens tur. Vi startede foran turistbureauet med historien om statuen af redningsmanden foran turisbureauet – som ligger ved havnen. Denne redningsmand var en gave i anledning af havnens 25 års fødselsdag og er af en redningsmand fra Hanstholm. Det var skagboerne ikke helt tilfredse med for de ville hellere have haft at det var deres egen Lars Kruse, en redningsmand fra Skagen som i sit virke reddede omkring l80 liv, men menes at have reddet flere da han også reddede liv før han blev professionel og i sin fritid. en årrække senere ville en præst fra Hanstholm så hente statuen af deres redningsmand hjem og tilbød en statue af Lars Kruse i bytte, men det ville skagboerne heller ikke have for nu havde han jo stået der så længe, så han står der endnu.

Dernæst gik vi over til lystbådende og snakkede lidt om fendere, bagbord, styrbord osv. Så gik turen videre over i det lille auktionshus, hvor der var en auktion kl. 10 hvor der idag blev solgt jomfruhummere. Vi fik lov at røre hummerne og tage dem op. De var ganske levende og flere af dem ville gerne nappe i fingrene hvis de kune komme til det. En af mændene fra auktionshuset satte en på sin fleecetrøje og viste den frem, men pludselig slap den og røg på gulvet, hvorefter den hurtigt blev samlet op og smidt tilbage i kassen – den behandlign blev den ret hidsig over og den fægtede løs. Dernæst satte manden en hummer fast på en drengs hætte på hans hættetrøje, med resultat at drengen nærmest panikkede og blev ved at sige “tag den væk, mand, tag den væk!” Det var bare ikke så nemt at få den til at slippe. Da det endelig lykkedes manden af få den af igen, så drengen lidt fåret ud som om at det gik op for ham at han havde opført sig lidt fjollet og han grinte lidt flovt til os alle.

Auktionen gik igang, og mand – det går hurtigt. Vi kunne godt høre og forstå hvad auktionaren sagde, men der var ikke mange der troede at de kunne gøre ham kunsten efter.

Efter auktionen gik vi over til redningsstationen, hvor det viste sig at bilen var ude på en aktion, men vi fik fortalt en masse om redningsudstyret og de specielle dragter som rederne bruger. Den store redningsbåd hedder i øvrigt naturligvis Lars Kruse.

Dernæst gik vi over til vodbinder fabrikken, hvor vi kiggede på at der blev syet trawl og fik en snak med vodbinderne. Så gik turen videre hen til ishuset hvor vi fik 250 kg. skæl-is at lege med. Ungerne syntes det var rigtig sjovt at lave “sne-bolde” i juli måned og kaste på forældrene og i havnen.

Vi gik så tilbage mod udgangsstedet og forbi nogle KÆMPE fendere og stoppede så op ved Havfruens fiskehus, hvor Mads præsenterede og fortalte om en række fisk og skaldyr, heriblandt; blæksprutte, sandhaj, pighvar, helleflynder, knurhane, fjæsing, skagspætte, tunge (også kaldet gråtunge og søtunge), rødtunge, laks, reje, hummer, blåmusling (linemusling) og en østers. Turen sluttede med at børnene fik smagsprøver på rejer (pil selv), skagen röra (rejesalat – opskriften fandt en svensker på) laksesalat og fiskefrikadeller, og selvfølgelig blev de voksne opfordret til at gå ind i Mads’es fiskehandel og kigge (og købe det som ungerne nu havde smagt og syntes at vi skulle have, for det var jo blevet frokosttid for de fleste). Thomas og jeg købte en gang skagen röra med hjem til frokosten.

Så gik jagten på cykler, for Thomas og jeg ville gerne leje cykler for resten af turen, men det må vi vist opgive, for alt er udlejet, nok fordi der også er masser af fodnoldhold i og med at der er Skaw-cup denne uge, og rigtig mange af de unger cykler rundt på lejede cykler. Vi opgav og ringede efter Michael så han kunne komme og hente os.

Hjem og spise frokost, spille en gang skip-bo, og så kørte vi ud og kigge lidt på landskabet. Vi kørte ud til grenen, eller rettere til parkeringspladserne for at undersøge hvad Sandormen kostede – 20 kr. for en retur-billet, men vi tog ikke med denne gang. Så kørte vi lidt rundt inden vi kørte tilbage for at slappe lidt af, spille en runde mere og så spise en lidt tidlig aftensmad, for Thomas og jeg ville gerne på en aften udflugt på grenen med en naturvejleder. Turen starter med at man tager Sandormen ud til grenen og der var så mange der skulle med at Sandormen måtte tage to ture for at alle kom derud. Det var håbet at vi kunne kigge på nogle sæler, men de valgte desværre at blive væk, måske fordi der havde været mange mennesker hele dagen og måske også fordi vi var så stor en gruppe. Efter at vi havde stået ude på grenen og fået et kort sæl-foredrag gik vi så indad. Flere gange undervejs standsede naturvejlederen op og fortalte, bl.a. hørte vi om de lokale tudser, forskellige ynglefugle, grenens opbygning – som er sket siden sidste istid og om plantelivet på grenen. Jeg vil ikke genfortælle det hele her, men blot konstatere, at den voksne af os syntes det var spændende og det hele værd, mens den knap tretten-årige syntes at det var død kedeligt (måske fordi han egentlig var ret træt og havde ondt i den ene fod). Efter turen skyndte vi os hjem og i seng, for vi ville gerne tidligt op og lige give cykellejningen en chance mere, og Michael havde også snakket lidt om at ville på fiskeauktion – kl. 7 om morgenen..

Skriv en kommentar