22/07/2009 – Onsdag

Idag valgte vi at sove lidt længe og tage den lidt mere med ro. Jeg vågnede først omkring 9.15 og vi besluttede så at vi kunne spise en lille morgenmad og derefter køre over og se den tilsandede kirke (Flot udsigt, meget smal trappe!). Dernæst kørte vi hjem og spiste en lille frokost, igen ret tidligt, for kl. 13 skulle vi jo være ude på parkeringspladsen ved Nordstrand for at komme med børneguiderne på ravtur. Mens vi ventede, fandt jeg en flot muslingeskal – tom, men med begge sider intakte og sammenhængende, næsten lukket.

Hvordan finder man så rav. Jo, rav er meget lettere end sten og vil blive båret af vandet op til vandkanten hvor det (forhåbentlig) vil lægge sig. Det kan være gult, orange, gylden, brun, rødligt og sågar sort, og det kan ovenikøbet være to eller flerfarvet. Det kan være gennemsigtigt eller ikke gennemsigtigt. Det føles lidt som plastik, giver en hulere lyd når man banker det let mod tænderne eller føles lidt blødere end sten hvis man bider let i det. Den sidste og ultimative prøve og bevis er, hvis man tager saltvand i rette blandingsforhold og lægger det i – så skal det nemlig flyde. Blandingsforholdet er 1 dl. salt til 1 litter vand, giv det et hurtigt opkog og lad det køle af igen, og så er det klar.
Hvis man holder rav i hånden bliver det varmt, en ravkæde vil altid føles varm mod huden, og rav kan brænde.

Nå, efter dette lille foredrag fik vi poser og så gik vi ned til stranden, hvor vi blev delt ind i to hold og så skulle finde og identificere de små, plantede ravstykker i en cirkel i sandet. Overraskelsen over at få et stykke råt rav i hånden var stor for mange, og sammenligningen med plastik er ikke helt ved siden af, og det begyndte i øvrigt at regne ligesom vi gik mod vandet, men det lod vi os ikke stoppe af.

Dernæst gik vi ned mod vandet og indledte vores jagt. Michael og jeg var ikke ret gode til det, tror vi kiggede efter for store stykker, men Thomas var heldig og fandt et stykke af en ok størrelse, desværre knækkede det bare lidt efter, men der var da stadig to bidder at gøre godt med. Vi gik op i læ i klitterne og frem kom vand og gryde så børnene kunne tjekke. Det er ikke helt tosset at de giver rav-garanti, for stort set alle børnene havde fundet noget, og de få der ikke gjorde fik et lille stykke af guiden som havde “fundet et par ekstra”.

Så blev der delt passende stykker sandpapir ud – korn 600 og så gik vi igang med at polere – dvs. jeg polerede, Thomas snakkede med en dejlig bokser-hund. Når man er færdig med at polere med sandpapir – hvor man og,så kan forme ldit, kan man polere efter med tandpasta for at få det helt glat og skindende. Vi brød op og gik tilbage mod bilerne, og jeg slog følge med den ene af guiderne og så snakkede vi lidt om deres virke og baggrunde. Vi kom også til at snakke om min musling, og det viste sig at guiden havde en bog med, så vi slog den op og blev enige om at det er fra en kilemusling.

Thomas’ ravstykke fik jeg poleret pænt, der mangler lige turen med tandpastaen, og så har jeg lovet at se om ikke jeg kan få sat et øje og en kæde på derhjemme så han kan få sig en rav-halskæde.

De efterhånden obligatoriske indkøb (belært af tidligere år køber vi med vilje næsten kun til en dag af gangen) blev denne gang klaret ved en Super Best, da parkering ved SuperBrugsen er næsten umulig på det tidspunkt og koster,

Da vi kom hjem fik vi os en kop kaffe/kakao og et par bidder kage. “Fjerneren” tændt på Tour de France og afslapning. Jeg sidder og skriver nu, og har mega lyst til at tage ned på stranden igen og se om ikke det kan lykkes mig at finde noget rav, måske gør jeg det senere, hvis vejret holder tørt, det må være nok at blive genneblødt én gang idag.

Thomas og jeg kørte tilbage til Nordstrand og ledte efter mere rav efter aftensmaden, men vi fandt ikke mere. Istedet fandt vi en minikonkylie og et snoet sneglehus foruden en masse flotte sten – kvarts og granit og blåmuslingskaller i mange størrelser.

Skriv en kommentar