Trine 1992 – 2006

Trine var den ene af vores første to katte – og afgjort “mors” kat.

Da jeg som ny-dimmiteret korrespondent godt vidste at jeg nok ville tilbringe en del tid hjemme i starten, besluttede vi (min dengang forlovede og jeg), at det var på tide at få lidt liv i huset, og da vi begge elsker katte, og han savnede små lådne væsener i sit liv – han er vokset op med næsten altid at have en eller flere katte – at nu skulle det være. Vi bestemte os for at vi ville have to hun-katte og fandt et opslag i Føtex som vi straks ringede på.

Vi hentede hende nede hos en sød dame i Kolding midtby. Trines missemor var en tilløber, der som højgravid var kommet hjem sammen med damens neutraliserede katte, og damen nænnede ikke at smide hende ud i den tilstand, så hun fik lige øget sin kattefamilie med 7 – der var nemlig 6 killinger i kuldet. Da vi kom for at se på dem, rendte Trine nysgerigt rundt med et par af hendes søskende. Da jeg bukkede mig ned kom hun hen til mig og da jeg tog hende op kravlede hun tillidsfuldt op på min skulder og puttede sig ind til min hals, og så var jeg solgt. Vi valgte også Sasha, som lå og sov med sin identiske bror – men hun får sin egen side, så ikke mere om hende her.

Da de to killinger vi ville have var valgt og damen svor at de var over 8 uger (dengang vidste vi ikke at de helst skulle være mindst 12 uger gamle før de blev taget fra) puttede vi dem ned i en medbragt lille kasse og så gik turen til Føtex for at købe bakke, grus og noget mad. Vi var nemlig ikke så velforberedte – det var en hurtig beslutning da vi så opslaget.

Turen hjem, både gennem en fyldt Føtex og med bussen, gik ganske nemt, de sov begge trygt gennem det hele. Da vi kom hjem blev de taget ud, og vi sad med dem i sofaen og nussede dem lidt mens vi snakkede om hvad de skulle hedde. Trine fik sit navn på grund af sine smukke grønne øjne som mindede mig om en Trine jeg engang havde mødt. Kattebakken blev sat op på toilettet og killingerne sat ud i den så de vidste hvor den var. Mad og vand blev sat frem i køkkenet og vi regnede med, at det skulle de nok find når de blev sultne – og de gjorde de også.

Da vi om aftenen gik i seng, efter at have nusset og kælet killingerne alt det de ville – hvlket var en del, de var vist ikke helt trygge, selvom de luskede rundt og undersøgte lejligheden ind i mellem, sad der to små killinger på gulvet og “græd”. De kunne nemlig ikke bare lige kravle op i sengen som de kunne på sofaen. Det var ikke meningen at de skulle sove i sengen, men vi syntes det var sååå synd for de to små pus, så de blev løftet op i sengen og fik lov at sove sammen med os.

Trine ville gerne ind under min dyne og ligge i min arm, og hun ville også meget gerne sutte på min lillefinger – første tegn på at de nok ikke var helt så gamle som vi troede alligevel. Men sådan gik det til, at Trine næsten hver nat i sit 14-årige liv endte med at sove i min seng. Jeg faldt i søvn med hende i min arm, og når jeg sov flyttede hun sig op ved siden af mit hoved og rullede sig sammen der resten af natten. Det blev hurtigt en dejlig vane og nærmest en tryghedsfornemmelse når jeg vågnede eller småvågnede og hun var lige der, klar til at spinde mig i søvn igen så snart jeg strøg hende over pelsen. Nogen gange kunne jeg ligge og holde hendes pote og hun hvilede så hovedet på min hånd. Det er nu ca. 1½ år siden vi blev nødt til at aflive hende, men jeg kan stadig vågne om natten og savne hende – selvom der, hvis jeg er heldig, ligger en anden kat i sengen idag.

Andet tegn på at de to små ikke helt var gamle nok til at blive taget fra var, at de faktisk ikke kunne vaske sig selv ordentligt. Det klarede jeg så at lære dem ved at tage en hårdt vredet vaskeklud og ned én finger brugte den som kattetunge. De fangede hurtigt idéen og lærte det, og de elskede også at vaske hinanden. I det hele taget var det vist en god idé at have to, for de havde megen glæde af hinanden og forblev bedste venner altid.

Trine har altid været i nærheden af mig når jeg var hjemme. Når jeg lavede mad sad hun i nærheden og kiggede, måske i håbet om en lille godbid. Det var dog sjældent hun fik noget af menneske-maden, undtagen hvis vi skulle have rejer – så blev hun ret så sur, hvis hun ikke fik nogen og langede ud med kløerne. Hele livet igennem begynde hun at miave og kalde på mig/os, hvis hun havde ligget og sovet i nærheden og vi så var gået mens hun sov. Så skulle vi kalde og hun kom løbende som et lyn og brikkede sig over at hu ikke kunne finde og og have masser af kæl som trøst. Da hun var lille – ja frem til næsten 5 år gammel, havde hun en mani med, at hvis vi havde gæster eller bare var for længe oppe, så kom hun og forlangte at blive puttet. Jeg skulle gå ind i seng og lægge mig så hun kunne ligge i arm og falde i søvn – eller i hvert fald putte i mindst ½ time, og så kunne jeg stå op igen, mens hun blev liggende og ventede på at jeg kom tilbage. Senere lagde hu n sig bare i min seng og ventede – hun vidste jo at jeg kom.

Trines første løbetid gik nogenlunde, ikke for megen hyl og miaven, men nr. to var noget mere højrystet. Nu var det jo indekatte (vi boede på 10-sal), så graviditet skulle vi ikke spekulere på, men naboerne ville nok ikke stå model til det. Da vi allerede dengang håbede at kunne flytte i hus og få et kuld killinger på hver kat, tog vi til dyrlægen og fik p-piller til hende – uden at vide hvilke risici dette kunne medføre senere. Derfor fik hun p-piller i rigtig mange år.

Trine var godt tilfreds med at være i en lejlighed. Når hun en sjælden gang kom ud i sele, foretrak hun at sidde gemt inde under min jakke, og da vi jo boede på 10′ende, var det ikke så tit, for vi fravalgte den årlige vaccinering – økonomien haltede og risikoen for smitte syntes forsvindende lille, og der var sjældent andre grunde til at hun skulle ud.

I 2001, hvor vi var flyttet tilbage til Sjælland, købte vi hus og Trine fik lov at komme ud. Ni år synes at være en høj alder at skulle vænne sig til en ny tilværelse, men efter forsigtigt at have udforsket haven, som regel sammen med søster Sasha, blev hun lidt modigere og kunne godt finde på at gå lidt længere væk. Hun havde i starten meget styr på, hvornår jeg gik ind eller hvor jeg var, men med tiden kunne hun være ude på egen pote i timer. Hun kom dog næsten altid hjem og ville ind omkring mørkets frembrud, og hvis vi savnede hende skulle vi bare fløjte, så kom hun løbende mens hun miavede til svar, så vi kunne høre hvor hun var.

I sommeren 2002 kom straffen for at have givet p-piller til kattene i mange år. Sasha blev aflivet tidligt om sommeren pga. livmoderbetændelse, og Trine viste symptomer kort efter vi kom hjem fra ferie. Modsat Sasha, opdagede vi Trines sydom meget hurtigt og hun blev akut steriliseret. De første symptomer så jeg en aften mens jeg lavede mad – der var klart slim ud af bagen på hende, og næste morgen var det grønt – meget grønt. Jeg skyndte mig at ringe til dyrlægen som sagde:”Kom med hende med det samme”. Jeg havde på det tidspunkt hverken bil eller kørekort, men min kære bror flexede fra sit arbejde og hjalp os. Kørte afsted til dyrlægen og hjem med mig, og om eftermiddagen gik han tidligt så vi kunne nå at hente hende også. Hun var et sølle skravl, så jeg sov på sofaen den første nat, soveværelset er på første sal og hun måtte absolut ikke gå på trapper, med hende på maven. Vi satte mad frem til hende og en ekstra kattebakke under trappen, så hun kunne blive nedenunder og i fred for den killingeflok Maria havde leveret. Hun havde krave på for at hun ikke skulle slikke i såret som jo var syet sammen, men det hjalp ikke meget. Hun var så slank og adræt at hun bare strakte sig før hun krummede sig sammen og kunne nå, og ellers viste hun mave til de andre katte som så slikkede løs. Da de i fællesskab havde fået fjernet det ene sting allerede på 2-dagen tog vi en gammel stofble og klippede til, så den kunne bindes om maven på hende. Det virkede fortrinligt.

Trine blev på sine gamle dage en sur gammel mis. Mchael og Thomas fik tit et dask når de gik ned ad trappen og thomas endte med næsten at være bange for hende ind i mellem. Hun blev mere og mere min kat. Jeg kunne stadig gøre hvad som helst ved hende. Hvor andre blev angrebet når de rørte hendes ene skulder, vi ror det var gigt, brokkede hun sig kun når det var mig. Hun lå på mine ben eller mave næsten hver aften og var godt tilfreds med det. Jeg kunne strikke eller læse i fred, bare hun måtte ligge hos mig. Hun kunne nogle aftener godt live besked om, at nu skulle vi altså iseng – ligesom da hun var yngre. Andre aftener var hun så plaget af sin gigt at hun skulle bære op og vi oplevede også at hun ikke ville så meget ud om aftenen eller når det var koldt mere. Hun var heller ikke altid glad for at skulle bruge vinduet som de plejer, men insisterede på at blive lukket ud eller ind ad hoveddøren eller terassedøren. Selvom hun virkede lidt sur og gnaven og gigtplaget, var hun stadig på mange måder en glad og tilfreds kat, så vi tog de nødvendige hensyn og så tiden an, med den aftale at hvis hun begyndte at vise klare tegn på at lide, så ville vi gøre det rigtige og aflive hende.

Sådan gik der et par år. Trine fik nogle små fedtknuder rundt omkring, men da de blev undersøgt fik vi afvide, at det ikke var alvoligt. Desværre blev en af de uskyldigt udseende knuder på maven til kræft og ved påsketid i 2006 havde hun slikket den helt hudløs. Vi ringede til dyrlægen og fik tid, mens vi frygtede det værste og håbede det bedste. Desværre viste det sig jo så at det var brystkræft og dyrlægen kunne også mærke mærke flere dybere inde. Med tungt hjerte valgte vi så at sige farvel til vores elskede Trine og aflive hende med det samme. Ingen grund til at holde liv i hende i 1-3 måneder mere af ren egoisme, når det nu tydeligt generede hende. Det var alligevel en svær beslutning, og jeg var meget ked at det indvendigt i lang tid, og sidder også med en klump i halsen og tårer i øjnene nu, selvom det er ved at være længe siden. Uanset hvor mange katte jeg kommer til at have i mit liv, tror jeg ikke nogen anden kat kan tage den samme plads i mit hjerte. Hun var en helt unik kat med mange nærmest menneskelige sider.

Dyrlægen som vi har brugt til Trine er tilknyttet Gundsø Dyrelinik. Vi er meget tilfredse med dem, og jeg kan varmt anbefale dem. De er meget proffesionelle og behandler en dyr som det familiemedlem det er for mange, med kæl og blide ord, uanset hvorfor man er der. De tager sig den tid der skal til, snakker med ejeren og i dette tilfælde med aflivningen, giver også tid til at man siger farvel og bagefter er der også tid til at man lige kan samle sig inden man tager hjem.

En kommentar til “Trine 1992 – 2006”

  1. Michael siger:

    Tak skat. En meget smuk nekrolog. Hun vil være i vores hjerter for evigt!

    Knus

Skriv en kommentar