Om Vivi

Jeg er en kvinde født i december 1970. Mit fulde pigenavn er Vivi Maiken Holde og idag har jeg min ægtemands efternavn, Laursen, efter at vi, Michael Raynolds Laursen og jeg, blev gift i juli 1995. Jeg har en søn, Thomas Holde Lausen, født i august 1996. Desuden tæller min husstand tre katte, tre sumpskildpader (rødørede terrapiner) og min søns sibiriske dværghamster. Michael og jeg har kendt hinanden side gymnasietiden.

Jeg er født på Rigshospitalet og tilbragte de første ni år af mit liv i Jyllinge, hvor jeg gik på Jyllinge Skole fra første til tredje klasse. Så flyttede vi til Madrid, Spanien, hvor jeg gik på den Svenske skole i La Moraleja fra fjerde til syvende klasse. Det sidste år skiftede skolen navn til Den Skandinaviske Skole (Colegio Escandinavo). Jeg havde tidligt besluttet, at når jeg skulle i ottende klasse ville jeg gerne hjem til Danmark, for jeg ville gerne gå i gymnasiet, men var klar over, at den form får gymnasium som skolen i Spanien tilbød nok ikke lige var en studieform jeg kunne klare, og var også klar over, at jeg nok havde brug for lidt mere dansk undervisning end jeg fik i Spanien – Danskere fik ikke tilbudt modersmålsundervisning, men kunne dog som tilvalg og med egenbetaling få undervisning i basal dansk (læse, stave, forstå). Derfor kom jeg på Bagsværd Kostskole og Gymnasium fra ottende klasse. Jeg gik ud af niende i 1986, og fortsatte direkte i gymnasiet, hvor jeg blev ny-sproglig student i 1989.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Kolding, hvor jeg læste på korrespondentstudiet, engelsk/spansk, i tre år på Handelshøjskole Syd, og jeg dimmiterede i 1992. Et år med arbejdsløshed mellem korte vikariater og andre småjobs gav mig lyst til at læse videre og i 1993 startede jeg på Cand.Ling.Merc. – Sproglig Informatik. Det var en ny uddannelse som lød spændende, men desværre levede den ikke helt op til mine forventninger og interesse, så efter at have bestået alle de sprogmoduler jeg kunne magte at tage, en del af “computerfagene” og efter flere mislykkede forsøg med et enkelt drillende fag, som skulle bestås før jeg kunne skrive speciale og blive færdig, droppede jeg studiet i 1997.

At gå ledig hjemme ligger ikke til mig, så der skulle ske noget, også af hensyn til vores økonomi, som med et lille barn og en kommune/regering som hele tiden skar i de forskellige ydelser ikke var alt for god. Jeg kunne ikke vende tilbage til Bladkompagniet, hvor jeg havde arbejdet i min studietid, for de havde desværre ingen ledige stillinger jeg kunne udfylde, så jeg gik på jagt og endte i rengøringen på Kolding Sygehus under JRS som fast afløser. Det indebar at jeg som regel ikke vidste hvilken afdeling jeg skulle være på fra dag til dag, men jeg kom vidt omkring og blev oplært både til rengøring og afdelingskøkken-tjans, med “Levnedsmiddelhygieje kursus” som blev obligatorisk hvis man skulle servere mad for andre. Rengøring på et sygehus er lidt hårdt, men det var ok, man mødte mange forskellige mennesker, og følte ofte at man rent faktisk gjorde en forskel. Jeg var hos JRS i ca. 1½ år før jeg blev fyret efter en kontrovers og udskiftning af arbejdsleder – jeg finder mig ikke i hvad som helst, og da min ryg efterhånden brokkede sig over tunge løft af gulvspande og ikke altid hensigtsmæssige arbejdsstillinger, var det nok tid til at rykke videre alligevel.

Jeg fik hurtigt efter arbejde hos Beboerrådgivningen i Fjordparken, hvor jeg i langt højere grad fik lov at bruge det som jeg i teorien kunne efter mine studier, og fungerede som sekretær/assistent for beboerrådgiveren. Det var en dejlig tid som gav mig et større indblik i, hvilke udfordringer der kan være på et kontor når mekanikken driller, beboere er utilfredse eller kede af det, koordinering af små projekter, notatteknikker og meget mere. Samtidigt blev min selvtillid og tro på mine kvalifikationer klart styrket – noget jeg helt kart trængte til efter årevis at have fået afslag på jobansøgninger, de fleste endda uden at have været indkaldt til samtale.

I løbet af disse år, havde min mand fuldført flere udddannelser, og fik som nyuddannet datamatiker tilbudt job hos Mærsk Data i København – ikke lige en stilling man havde lyst til at sige nej til, så vi rykkede teltpælene op og flyttede til Sjælland igen. Det betød desværre for mig igen en periode med arbejdsløshed, men jeg brugte tiden til at tage korte vikariater i sønnens børnehave og oversætte tekniske tekster fra spansk til engelsk for min far, som stadig er i Spanien. Efter ca ½ år blev jeg ansat i en Føtex-bager – Levnedshygiejne beviset fra Kolding var den direkte vej ind her ;-) . Det blev jeg dog hurtigt træt af, og da muligheden bød sig for at blive ansat i et ny-startet firma som sekretær/assistent, tøvede jeg ikke men sprang til med et samme – og det har jeg ikke fortrudt et sekund.

Det var DMsave jeg kom til. Et datterselskab til DMdata som specialiserede sig i Business Continuity. Der er jeg blevet, bortset fra, at det nu er en del af IBM, efter at Mærsk Data og DMdata gruppen blev opkøbt og vi stille og roligt alle sammen blev indlemmet i “the Big Blue”. Jeg har i tiden som DMsave været sekretæren, assistenten, blæksprutten, koordinatoren og marketingsassistenten men idag har mine opgaver ændret sig meget og jeg er nu konsulent med ansvar for tekniske beredskabsplaner for et antal kunder.